Om business og mere...

Hos SKAT tager man kun kontanter eller check

2010-05-11T09:29:00.010+02:00

Man kan ikke betale sin registreringsafgift (engengsbeløb ved import) via Dankort! SKAT modtager kun kontanter, eller banknoteret check og intet andet. Man kan end ikke overføre via bank.

Jamen hvorfor i himlens navn står der så en Dankort-terminal på bordet lige ved siden af mig???

SKAT: "Jamen det er til at betale for nummerplader og omregistrering med

(red: 1000-2000 kr) !

Hvilket årtusinde lever SKAT mon i?

Jeg importerede en bil sidste uge, og når man ser bort fra bøvlet med at finde bilen, og bøvlet med at få den til Danmark og få den afgiftsvurderet osv osv - så tror man at det nemme job resterer: At betale registreringsafgiften og få nummerplader på. Men suk suk suk...

Jeg siger det igen:

Hr. Skatteminister Troels Lund Poulsen, du bliver simpelthen nødt til at plukke de lavthængende frugter først. Gør det dog for f..... nemt at være borger i det her land, og gør det dog nemt for os at betale penge når vi så gerne vil.

Jeg må insisterer på at SKAT indfører muligheden for "flex-afgift" analogt til flexleasing, og at dette kan afregnes via Dankort på SKAT.dk (se mit tidligere indlæg)

Jeg må insistere på at SKAT indfører muligheden for på SKAT.dk at man via Dankort kan betale fuld registreringsafgift - for os som er så gammeldags at ville det - og at det også kan ske via Dankort ved fremmøde, eller via bankoverførsel hjemme fra sofaen.

SKAT bærer så kæmpe stort præg af at de mennesker som sidder og udvikler "services" de aldrig selv har været nødt til at bruge disse "services". Håbløst forældet system.

Sådan hyrer du en advokat

2010-05-02T11:47:00.005+02:00

Herunder en lille vejledning i hvordan man hyrer en advokat.

Vejledningen er et udtryk for mine egne erfaringer - både gode og dårlige - og skal tjene som hjælp for den person eller virksomhed som har en forestående konflikt og som overvejer at hyre en advokat til at bistå med sagen. Jeg har i min tid som iværksætter og leder haft betydelig brug af advokater og lært nogle lektioner jeg gerne vil give videre.

(jeg laver snart et indlæg der hedder "sådan styrer du din advokat")

Bemærk at i nedenstående tager jeg ikke stilling til om hvorvidt det er smart at hyre advokater, stævne modparter m.v. Jeg tager udgangspunkt i at behovet er til stede - og hvad gør man så?

Baggrundsviden

Når man skal finde en advokat, så vil man hurtigt lære at advokater er "enlige jægere" - modsat for eksempel revisorer som er "flokdyr". Det er en vigtig skelnen, fordi det betyder at man ikke kan bruge et advokatfirma-navn som reference. Man kan KUN bruge navnet på den pågældende specifikke advokat som man ønsker at hyre.

Advokater har ofte et mål i livet og det er at tjene penge. Derfor rykker de rundt hvor de kan få en partner-rolle, et harem (en masse fuldmægtige, junioradvokater og sekretærer) og den tilhørende overskudsdeling. Kan man få et større "harem" og en større andel af overskuddet - så flytter man advokatfirma. De helt store firmaer har den fordel for advokaten at de p.g.a. navnet også har en masse opgaver, så mangler man selv netværk (kunder) så kan man hurtigt få en masse forretning ved at være hos de store. Men ulempen (udover snobværdien) er at man kommer til at arbejde som en gal - og tjener knap så mange penge som ved at være hos et mindre firma, hvor man skal levere varen selv - og kommer til at tjene pengene selv.

Men misforstå ikke de små firmaer med enkeltmandsadvokaterne. De små er typisk grupperet i to dele.

- Enten de advokater som ikke kan få arbejde hos de andre og er tvunget til at arbejde selv,

- eller de som er så meget celebrity at de kun vil være sig selv.

Og sidstnævnte har typisk eget harem og er derfor ikke "sig selv" alligevel.

De færstnævnte små enkeltmandsfirmaer har ofte ingen respekt i systemet, og agerer som de små hvide terrier hunde. Deres selvopfattelse er at de ER store hunde, og de gør og knurrer som en meget stor hund. Men når alt kommer til alt så har de meget lidt substans udover selvtiliden som ofte er på størrelse med Empire State Building. Men man kan opnå meget ved at gø truende - og det princip lever de små enlige advokater efter.

Det gamle ordsprog siger - hvad er bedst, at være halen på oksen eller hovedet på hønen? Tænk på det når du vælger advokat. Med mindre du er Vestas eller Banestyrelsen så har du næppe brug for en okse til at føre din sag. Så er du bedre stillet med de advokater som kan selv, som ved de kan fakturere sager og vinde sager og som hellere vil være hos en niche-advokat, hvor de får lov at folde vingerne ud og flyve selv. Det kræver nemlig evne. Der er ingen som gider bære "dead weight" hos de mindre advokatfirmaer.

Screening

Når du nu skal hyre en advokat, så skal du få referencer. Ikke kun een reference - men flere referencer. Det er ikke nok at læse på nettet at hr Hansen hyrede advokat xxx til at klare en sag med det lokale autoværksted - du skal sikre dig at advokaten har hår på brystet i netop den type sag som du skal gennemføre - og det får du ikke svar på ved at spørge advokaten selv. Advokater mener jo selv at de ved alt (eller meget) og møder du en advokat som siger "nej, der er jeg ikke den rigtige" og henviser til et andet firma end sit eget, - så giver jeg et Happy Meal. Advokater er enlige jægere, og når byttet er inden for rækkevidde, så skal det nedlægges og fortæres nu.

Advokater er notorisk dårlige til marketing. Så hvis man forventer at få en gang white papers og referencehistorier eller finde annoncer i avisen eller telefonbogen som siger andet end navnet på giraffen - så er det en sjældenhed. Kender du ikke nogen som har brugt advokater - så find nogen som kender nogen som har. Læs dommen på den sag de har vundet eller tabt, og få lov at læse sagsfremstillingen. Det er meget lærerigt og givende.

Priser på advokater:

Lad mig sige med det samme - du kan ikke vælge advokat på prisen. Jeg har haft advokater til 3-4.000 kr/time som var talentløse, og en enkelt som var brilliant som kostede småpenge (i sammenligning) dvs en del under 2.000 kr per time.

I forven må man sige at advokater er utroligt dygtige til at sætte timepriser. Det har altid været mig en gåde hvordan de kan sætte en "normalpris" som ligger i laget 2.000-2.500 plus moms. Advokater går ikke længere i skole end læger, ingeniører/programmører, eller Cand Merc Aud'er (revisorer) og alligevel evner de som de eneste fortsat at tage ublu høje timesatser!

Jeg synes personligt at det er både arrogant og tåbeligt, og jeg vil godt vædde et Happy Meal mere på at de kører en form for priskoordination (kartel) i advokatstanden, men det vil jeg aldrig kunne bevise (Såeeh, sagsøg mig bare for standpunktet).

Jeg har solgt alt indenfor konsulentbistand i mine yngre dage, - programmører, ingeniører osv INGEN ANDRE BRANCHER af meget højtuddannede har evnet at holde priserne meget over 1.000 kr. per time i et marked med fri konkurrence. Markedsdannelsen har talt sit tydelige sprog. Advokaterne vil så argumentere at "jamen vi tilfører meget stor værdi, tænk hvad vi vandt i den sag, eller tænk hvad det havde kostet dig hvis du tabte den sag".

Pjat med jer! Jeg har udviklet software som har skabt millionvirksomheder, hvor vi havde langstrakte diskussioner om vi skulle fakturere 650 eller 750 kr/time. Så værdi? Det er noget BullS...

Sådan timeregistrerer advokater:

Advokater timeregistrerer ALTING ...hvis de kan slippe afsted med det!

Jeg har været så tæt på advokater (ja, meget privat tæt) at jeg har hørt hvordan de udsættes for et stort pres af deres chefer. De skal timeregistrere ALTING. Hvis de sidder på toilettet eller står ved kaffemaskinen på kontoret, så siger deres chefer "hvilken klient tænkte du på da du sad/stod der?" og den tid skal timeregistreres. Jeg har hørt om advokater som ikke havde fri før de havde timeregistreret 7,5 eller 8 timer hver dag. Hvis det tog dem 10 timer at nå det mål, så måtte det tage 10 timer. Hvis de ville have et job, så hed det 100% fakturering af tiden, dvs over 37 timer per uge, 47 uger om året.

Tænk over det når du samarbejder med en advokat. Hvert et bestyrelsesmøde, hvergang i lige tager en Cafe Latte på hjørnet efter et retsmøde. Alting timeregistreres! Den Latte er den dyreste du nogen sinde har købt. Sågar telefontid registreres - og nogen gange på minutter og sekunder. Så lad være at fortælle advokaten historen om den rejse du var på i sidste uge. Historien koster dig nemt 500 kr. plus moms at fortælle.

Advokater bruger også et sjovt princip. De overfakturerer tiden og timesatsen på een gang - altså begge multiplikatorer i regnestykket = en stor sum/faktura. Princippet er at den dag du så sidder med klienten og skal have pengene, og han/hun falder ned af stolen i chock - da tilbyder du en dekort. Altså et nedslag i regningen fordi du er en "flink advokat". Så du - kunden - får en regning på 100.000 kr og havde regnet med 35.000 kr. Advokaten giver dig et 30% nedslag. Du bliver "glad" men ender stadig med at betale 200% af hvad du havde forventet - ialt 70.000 kr.

Det er ret smart faktisk. Programmører starter med de 750 kr/time (de bad om 1.000 kr./timei starten) og de laver ALT salgsarbejdet gratis, bare for at få ordren i hus. Det løber typisk op i mange timer. Hvorefter de fakturer kunden - som så kræver nedslag for fejl (bugs) og mangler. Slutresultatet lander på 550 kr/time i effektiv fakturering. Og fakturerede timer bliver måske 30 timer per uge fordi programmøren ikke tager for research på nettet, tid ved kaffemaskinen osv osv.

I kan selv gøre matematikken og se den paradoksale forskel på de to faktureringsprincipper.

Jeg sad i en bestyrelse i en virksomhed som var i krise. Jeg sad der for at hjælpe en iværksætter med at klare en krise. I bestyrelsen sad en meget fin fyr - og advokat - som var hyret af en af de andre aktionærer. Vi havde mange mærkelige krisemøder i den bestyrelse før end virksomheden til slut gik konkurs. Men forskellen på jeg og advokaten var, at han fakturerede i et kvartal op imod en kvart million kroner! Jeg selv gjorde det helt gratis. Jeg tror hvis du spørger bestyrelsesmedlemmerne eller aktionærerne så var den værdi jeg tilførte lige så stor som advokatens. Og det skal vel at mærke ikke forstås som en klagesang herfra, for jeg gjorde det gratis og med glæde - men det var ihvertfald ikke kun evnen som man betalte for i virksomheden.

Advokaters ansvar

Bemærk at advokater aldrig tager ansvar. De åler sig rundt og fortæller at der er en risiko for at du taber - uanset hvor klokkeklar sagen ser ud - men at de "mener sagen bør føres" men pas nu på, for det er langt fra det samme som at advokaten mener han eller hun kan vinde sagen. Bemærk at alle valg i en sag kommer DU til at træffe. Og hvis det går galt, så er det din egen skyld (ps. vedlægges faktura for min bistand medgået tid kr. xxx.xxx).

Jeg har prøvet at sige til advokater: Hvis du vinder sagen så får du xxx.xxx kr. hvis du taber så får du yy.yyy kr. Og nej, de går aldrig med på den galej.

Som Glistrup sagde "Lad bare tosserne slås - uanset hvem som vinder tjener sagføreren penge" så hvorfor skulle de? Bortset fra det så er der vist nogle advokat-etiske regler som forbyder resultataflønning/-fakturering.

Ordrebekræftelsen

Hvis du undrer dig over at advokaten efter første møde sender dig et brev med venlig oplysning af timesatser, så tag dig iagt. Det er ikke for at være flink. Det betyder at advokaten derfra kan fakturere alt lige fra skrivning af SMSer til Latte på den lokale cafe. Skal du have mulighed for at brokke dig over - eller blot tage stilling - til samarbejdet herunder fakturering, er det ekstremt vigtigt at du gør det allerede dér med det samme, og på skrift. Advokater SKAL sende sådan et brev før de må plukke forbrugerne for penge, så det er et meget vigtigt dokument.

Hvis du er virksomhed, ville jeg hvis jeg var dig, lave en ordrebekræftelse den anden vej. Skrive at du har hyret advokaten med det og det formål. At du forventer ugentlig rapport over medgået tid, og at hvis dette ikke fremsendes kan det ikke senere indgå i faktureringsgrundlaget. Ligeledes bør du udbede dig løbende satus på sagens forløb og sagens milesten. Hvis du lader advokaten få line - så løber han/hun afsted med dig.

Acontobetaling

Det er klart at krisen har medført at advokater har måttet afskrive store "tab" på kunder. Når jeg er så fræk at skrive det i anførselstegn, så er det fordi at mange gange så har advokaten allerede faktureret rigeligt inden de når til det pågældende tab.

Men det betyder at advokaterne nu vil have dig til at betale aconto "up front". Det er jo i princippet et meget rimeligt krav, men du skal huske at det fjerner den eneste sanktionsmulighed du har hvis advokaten viser sig uterlig. Det sker faktisk af og til at man opdager at man ikke passer sammen, og man har lyst til at bryde samarbejdet. Der er det ærgeligt hvis man har lagt 30.000 kr i depositum, for man kan være sikker på at der er ingen dekort for kaffemaskinetid hvis man trækker stikket.

Ydermere vil jeg anbefale at man tester advokaten på sin villighed m.h.t. at lægge rumpen på skærebrædtet. Hvis du er ved at gå på rumpen p.g.a. en kunde skylder dig en masse penge, så find en god advokat som kan vente med at få broderparten af pengene til når sagen er vundet. Det er i nøden at man skal kende sine venner, og hvis advokaten når man har aller mest brug for ham, står med hånden fremme og vil have penge - så vil jeg fyre ham uden at tøve. Omvendt så har jeg når jeg har været i de situationer været ekstremt loyal bagefter. Hvis en advokat har reddet min rumpe en dag hvor jeg ingen andre venner havde - så kan alle de andre advokater gøre sig nok så lækre, så skifter jeg aldrig min "ven advokat" ud. Sålænge han opfører sig ordentligt selvfølgelig.

Husk også at advokater som kræver penge hele tiden måske ret beset ikke HAR ret mange penge. Og hvorfor? Fordi de ikke har ret mange kunder? Og fordi de ikke har ret mange gode referencer? Måske fordi de ikke er så dygtige som de selv tror? Eller også går de mere op i taksametret end i at vinde sagen. De går efter manden i stedet for bolden - så skal du fyre dem straks og finde en ny "ven"!

Senere kommer indlægget "sådan styrer du din advokat".

(Disclaimer: Ovenstående er baseret på mine egne holdninger og erfaringer med advokater baseret på mange retssager, stævninger, konflikter og sager som jeg har løst med advokaters hjælp, både privatretlige spørgsmål, erhvervsretlige spørgsmål samt ejendoms- og finansieringsret. Tag ikke fejl. Jeg holder uendeligt meget af mine advokater som det har taget mig lang tid at finde og at opdrage. De tilfører stor værdi, men tager sig godt betalt for det.)

Bilafgifternes langsomme død - flexleasing

2010-04-27T19:24:00.004+02:00

Vi kan som danskere hurtigt blive enige om een ting:
Vi er alt for hårdt beskattede, og at bilerne i det her land er de dyreste i verden!

Man kan tage en lang filosofisk diskussion om det nu er rimeligt eller ej at vi betaler så meget for vores biler, men realiteten er at den omkostning er en indgroet del af det at være dansk. Vi har de store bilafgifter til trods åbenbart ikke lidt nogen nød. Temmelig mange af os har biler, og temmelig mange af os har også sjove biler i halv og hel-million krones klassen.

Konklusionen er at sådan er det at være dansker, og vi accepterer spillets regler - ihvertfald lige indtil nu!

Lad os være ærlige og sige at det er mildest talt umuligt at omlægge bilafgifterne til noget mere spiseligt. Hvis man ændrer radikalt i bilafgifterne så medfører det adfærdsændringer hos forbrugerne øjeblikkeligt, og den flytten rundt på efterspørgslen kan få ret store konsekvenser. Tag bare Michael Lassen Automobiler som i en periode levede stort på at sælge Posche Cayenne på gule plader. En bil som netop kunne erhverves med alene 65.000 kr i afgift fordi den vejede mere end XX kilo. Vægten er ikke vigtig - det som er vigtigt er at man med typegodkendelsen af den og andre store 4x4-biler snoede sig ind på en afgiftshylde som nok var tiltænkt erhvervslivets vare- og lsatbiler. Vupti - Porsche til folket. Den regel blev lavet om - og jeg tror MLA og andre forhandlere af Porshe siden har måttet kigge forgæves efter en masse kunder.

Det samme ville jo ske hvis man pludselig ophævede bilafgifterne. Så ville alle brugtbils-forhandlere i Danmark stå med varelagre som var totalt umulige at få pengene hjem på, da nye biler ville koste meget meget mindre og derfor være mere attraktive.

Nu har EF-domstolen af flere omgange været ude med riven i retning af Danmark, og vi har måttet erkende flere nederlag i vores lukkede bilmarked. Det har bl.a. betydet at ligesom den danske stat kan opkræve afgifter af biler - ligeså vel er de nu forpligtet til at betale afgiften tilbage hvis man udtager bilerne fra Danmark. Begge dele har skabt en livlig im- og eksport af biler fra vores fælles-EU naboer.

Seneste skud på stammen er sagen om flexleasing. Altså modellen hvor man som leasingudbyder kan tilbyde danskerne at betale registreringsafgift alene for den tid som køretøjet (bilen eller motorcyklen) kører i Danmark. Reglerne har været tvunget ned over Danmark og har sat Skatteministeriet på en opgave med at imødekomme kravene fra EU samtidig med at man har søgt at undgå at blive "snydt". Realiteten er at det vi ser er starten på afgifternes endeligt. Ikke fordi det bliver meget billigere at køre bil - men der bliver alligevel nogle helt nye aspekter at tage højde for.

Hvis man ser på bildrift på leasing, så indeholder det basalt set 5 elementer.

1) Bilens pris (renset for alle afgifter)

2) Bilens afgift

3) Leasingudbyderens fee

4) Moms af alle 4 ovenstående (for private)

5) Finansomkostninger af alle 5 ovenstående

Det som er interessant er at ved flexleasing er at faktorerne er de samme 5 - men at enkelt-delene i regnestykket reduceres, og at summen derfor bliver mindre. Sagt med andre ord - det er billigere at holde bil.

Hvorfor?

Der er 2 store ubekendte som bilmarkedet traditionelt skal forholde sig til:

a) Afskrivningen på bilen (og afgiften)

b) Finsnsieringen af bilen (renter på lån til alle ovenstående)

I det traditionelle marked når bilen var betalt - så var afgiften betalt for tid og evighed. En kæmpe post som bilen med flade dæk skulle slæbe rundt på til den dag den skulle skrottes. Uanset om det var hr og fru Normalforbruger eller om det er et leasingselskab så er dels opgaven at betale afgiften "up front" dels at låne pengene i finansmarkederne - en opgave af de store.

Ved Flexleasing reduceres dette til en ad hoc opgave. Skal jeg have bilen 1 år så betales afgiften kun svarende til 1 år. Skal jeg låne pengene, så skal jeg kun låne så meget mindre, og skal jeg bekymre mig om værditab på bilen efterfølgende - så skal jeg kun bekymre mig om værditabet på selve bilens basispris, og altså ikke også på momsen, afgiften m.v.

Man plejer at sige at skal man spise en elefant skal man gøre det i små bidder. Metaforet passer perfekt på de danske bilafgifter. Med flexleasing er det nu muligt at spise elefanten i små bidder.

NU KOMMER SÅ DET TÅBELIGE - og betragt dette som et OPRÅB TIL SKATTEMINISTEREN:

Nu er der skabt et totalt tåbeligt marked af flexleasing-selskaber. Reglerne om periode-afregning af registreringsafgift gælder nemlig KUN for leasingselskaber. Og det er virkelig her at Skatteministeren bør tage sig sammen og tænke sig om. Hvorfor i al verden skal der skabes dette mellemled? Hvorfor i alverden skal gud og hvermand rende til deres lokale leasingbiks som hver en autoforhandler med respekt for sig selv vil starte de næste kommende år? Det er unødige omkostninger og unødige mellemmænd. OG det er en unødig afstraffelse af den dansker som er utryg ved ikke at eje bilen, som er utryg ved at skulle diskutere med et leasingselskab om nu har har kørt 15 eller 25.000 km i bilen.

FORSLAG TIL SKATTEMINISTEREN:

Formål:

At sikre danskerne lige ret til periodevis afregning af registreringsafgift modsat den nuværende differentiering imellem "leasingbillister" og "ejerbillister".

At sikre at der ikke skabes en unødig underskov af leasing.virksomheder som reelt udgør et administrativt fordyrende led i både bilmarkedet og skatteopkrævningen, og som vil medføre en svækkelse af forbrugerens retsstilling, idet det kan og vil opstå store konflikter i fremtiden om returnering af bilerne, og afslutning af leasingkontrakterne.

Indhold:

Det skal gøres muligt for ALLE danskere via SKAT.DK (via et dankort) eller på motorkontorer i landet, at beregne og afregne registreringsafgift for en afmålt periode.

Danskerne kan således på en ny bil eller på en brugt ikke afgiftsberigtiget bil købe sig til retten at køre på dansk vej i en tidsbegrænset periode helt i henhold til nuværende "flexafgift-regler"

Det øjeblik at perioden udløber tilbageleveres de danske nummerplader og bilen kan fortsætte sit liv udenfor Danmark eller genregistreres for en ny tidsbegrænset periode af samme forbruger eller af en ny forbruger.

Nu kan betales:

- 2% af afgiften for de første 3 måneder,

- 1% for de næste 33 måneder,

- og herefter 0,5% for resten

- med tillæg af en rentestraf for at låne pengene af SKAT.

Disse afgifter pålægges moms og skal afkræves direkte af forbrugeren eller af virksomheden som vil benytte køretøjet, og ikke som nu tvinges igennem mystiske sidegade-leasingselskaber eller store finanskoncerner.

For at klare den praktiske registrering og vurdering pålægges hver afgiftssyn og registrering som ikke er en "Listepris-bil" en omkostningsbestemt afgift. Således at hvis en skattemedarbejder skal bruge 1 time på at vurdere en niche-bil til afgiftsberigtigelse, så betales følgelig for de timer efter en tarif som afspejler hvad medarbejderen faktisk koster samfundet.

Effekt:

Effekten vil for Staten være omkostningsneutral set med et driftsperspektiv. Antallet af biler som vil køre på vejene vil være de samme, og pengene der betales måned for måned vil således være de samme, forudsat at danskerne ikke vil benytte denne totaløkonomisk set billigere driftsmodel til at køre større og dyrere biler. I det tilfælde vil driftsøkonomisk set være større indtægt til Staten eller omvendt hvis vi køber billigere eller færre biler.

Det er klart at likviditetsmæssigt vil Staten umiddelbart miste penge. Lige nu låner forbrugerne penge i banken for at kunne afregne afgiften på en gang. Så perioden på 7 år som er den afgiftsmæssige afskrifningshorisont, da vil Staten på den ene side miste engangsprovenuerne og i stedet få flere men mindre provenuer. Til gengæld afregnes staten via de nuværende periodeafgiftsregler en rente for den afgift som endnu ikke er betalt. Sagt med andre ord - staten kan gøre dette likviditetsneutralt f.eks. ved at udstede statsobligationer og finansiere disse via renteindtægterne fra afgiftsbetalingerne.

Realiteten er endvidere at hvis Staten indtægtsfører en registreringsafgift på en bil på f.eks. 200.000 i samme år som afgiften indbetales, så vil det være i konflikt med gængse regnskabsregler. Enhver privat virksomhed ville være tvunget til at periodisere denne indtægt over 7 år, og i driftsregnskabet vil det således være analogt til at modtage pengene som periodevis afregning - netop som ved Flexleasing. Denne model må Staten tillige tilpasse sig i sine driftsregnskaber.

Konsekvens:

Hvem er taberne?

Reelt er det kun bankerne og finansieringsinstitutterne som er taberne. Lige nu lever disse fedt af at tage renter af danskernes behov for at afregne registreringsafgift på een gang! Hvis man i stedet kunne købe en bil uden afgift og afregne afgiften for en periode, så ville behovet for en bank for mange danskere være elimineret eller i det mindste reduceret.

Konsekvensen vil uomtvisteligt være at bilparken bliver nyere, og det vil få en stor positiv miljøeffekt. Endvidere vil den nye afgiftsmodel gøre det mere spiseligt og fleksibelt via afgiften at belønne miljørigtige biler og modsat straffe de mindre miljørigtige biler.

Man vil kunne adfærdsregulere registreringerne sådan at erhvervsbiler kan betale mindre end privatbilerne - ikke som nu med tåbelige ombygninger af bilerne, men alene med baggrund i den faktiske anvendelse og dermed registrering som finder sted.

Fleksibiliteten i samfundsøkonomien vil være større. Hvis man mister sit job, så kan man afmelde bilen nu da behovet for den er midlertidigt væk, og man tvinges ikke til at realisere pluselige tab og komme under unødigt pres fra sin bank. Når man igen finder et job, kan man registrere bilen igen og ikke igen skulle til forhandleren og betale hans avance.

EKSEMPEL på modellen jeg ønsker:

Jeg vil gerne have en Porshe. Jeg køber en 2005 model som koster ca. 1 mio kroner i Danmark.

- Jeg betaler 40.000 EUR eller 300.000 kr. i Tyskland.

- Jeg får den synet (teknisk syn og toldsyn for at sikre bilens sande identitet)

- Jeg tager på SKAT og betaler en skattemand for en afgiftsvurdring. Det tager en time og koster 500 kr. per time

- Vurderingen lyder på 600.000 kr afgitft. Jeg skal afregne 0,5% + strafrente + moms per måned svarende til ca. 5.000 kr.

- Jeg går på SKAT.dk og indtaster stelnummer osv samt en kode fra vurderingen, jeg indtaster at jeg gerne vil køre 12 måneder og vupti: Jeg kører Dankort eller eBank for 12 mdr x 5.000 kr = 60.000 kr plus 1.200 kr for et par nummerplader ialt 61.200 kr.

- Dagen efter kommer der en pakke med posten med nummerpladerne og jeg kan køre afsted i min bil.

HVORFOR i himlens navn skal jeg tvinges til at "sælge" min Porshe til et leasingselskab, og så lease den tilbage igen for at få den afgiftsmodel?

Hvorfor i himlens navn skal jeg tvinges til at betale 1.000 kr per måned til Berinholt eller andre leasingselskaber (ikke en ondt ord om Breinholt, det er ikke ham som er problemet) for at "holde" min bil et års tid?

Hooold nu op med det pjat! Hvem er det vi prøver at snyde her?

Jeg vil da glæde mig kosteligt over ikke at skulle ringe til Danske Bank og bede om lov itl at låne 600.000 kr. til en Porsche. Alene den lille forsmåede bankmedarbejder som netop har fået klø i finanskrisen, vil da HADE at jeg skulle have en Porshe.

Men; Jeg har 62.000 kr jeg har tjent - og jeg kan låne 300.000 kr i mit hus til Porshen i denne sommer. Hvad der sker til næste sommer er mig ligegyldigt nu. Hvis jeg ikke har 60.000 der, så kører jeg med bussen i stedet, og lader bilen stå i garagen eller sælger den til en italiener på Mobile.de for 260.000 kr. Modsat som nu, hvis jeg gav en million for bilen hos Michael Lassen så ville jeg når jeg afleverede bilen kunne få 800.000 efter et år - vel at mærke hvis der ikke kommer en finanskrise så er det 600.000 hvis den overhovedet kunne sælges igen.

Afgifter? Fint nok - men lav for Søren da noget fleksibilitet for borgerne.

Rettigheds-kikkertsyn - Trafik eller indtjening?

2009-07-12T11:58:00.002+02:00

Der har hersket en vis desperation fra dagbladene som enten er sponseret af korn-fede fonde som f.eks. Politiken/EkstraBladet, eller drevet af store mediekoncerner som den der står bag Berlingske. Nogen skal til at stoppe underskuddene og levere kommerciel succes, og andre skal nok til at stoppe åreladningen af ”sponsorerne”. Morten Lunds crash med gratisavisen blev næsten eksponent for at det er blevet svært at finde pengene, også selvom man fra starten havde en gratis-strategi.

Lisbeth Knudsen fra Berlingske er nu begyndt at drømme om at man kan tage betaling for artiklerne i avisen, og det er faktisk en ret morsom (eller tragikomisk om man vil) overvejelse fra en dame som sikkert er mægtig skarp på det journalistiske område, men jeg tør godt sige at forretningsmæssigt er hun totalt forfejlet og på vej på en dødsmission med drømmen om mikrobetaling.

Der er stor analogi til musikbranchen som længe troede at man kunne skrive et musik-nummer, og så ellers score kassen ved ”mange bække små, gjorde en stor å”. Og det gjorde det faktisk i mange år. Musikerne tjente ustyrlige summer på at det var nemt og billigt at distribuere musikken. Pladeselskaberne begyndte at tro at guldåren var evig – og i kraft af at de sad på distributionen, skaltede og valtede de mellem hvem som skulle være succes, og hvad de skulle have for det. Danske Aqua var vel sidste band som lavede kassen på distributions-royalties, og det samme gjorde deres pladeselskab Universal som sad på gashåndtaget.

Siden dengang (som ikke er så længe siden) er indtægter på pladesalg halveret, og det fortsætter nedad i rasende fart. Den nu afdøde Michael Jackson har rekorden for denmest solgte plade i verden – og rekorden vil aldrig blive slået. Netop fordi den form for forretning er død. Men Michael forstod at det var slut. Han forstod at nu var det ”performance” som tjente pengene, og det var sponsorer og merchandise som var indtægtskilden (Pepsi) – IKKE royalties på pladesalget. For det første kan musikere selv skabe og distribuere musik og video nemt og hurtigt (prøv at Google: Bubbalicius med Rex The Dog) og musikken ender med at være reklame for live performance eller ”varer”/merchandise. Det som musikbranchen er ved at forstå – meget langsomt – er at musikken er det som man kan kalde ”traffic generating” men det er ikke ”revenue generating”. Den strategiske øvelse består så i at lave et kryds. At holde trafikken – og finde en anden revenue generator.

For at vende tilbage til aviserne og journalisternes frustration over læsernes manglende betaling, skal de forstå at journalisternes indhold er traffic generating. Altså er journalistens rolle alene at skabe trafik. Og konkurrencen om at skrive er så stor at det aldrig i sig selv kommer til at blive revenue generating. Altså skal journalisterne finde noget at bruge trafikken til, for kun derved kommer de til at tjene penge.

Berlingske har i mange år sidde på den cash cow de havde i deres bolig-annoncer i søndagsavisen. Tillige sad de men en cash cow som bestod i jobannoncer. Begge dele var geniale fordi målgruppen var konsumenter (mange kunder/volumen marked), og der var god forretning bag til at betale for annoncerne. Imidlertid har nettet overtaget broderparten af jobsøgning og broderparten af søgning efter fast ejendom – og i begge tilfælde gratis for forbrugeren. Min pointe er at aviserne skal til at fatte at deres ydelse i sig selv ikke er penge værd – men den trafik som de skaber, KAN være penge værd, i den rigtige sammenhæng. Det svære er blot nu at finde sammenhængen, og finde en revenue generator.

Jeg vil godt spå at man vil se en segmentering i det journalistiske. Med det ene formål at man kan få en mere homogen målgruppe, og dermed høje indirekte indtægter på det revenue genererende område. Det er en sikker måde at få trafikken lavet om til cash. Men at tro at man med betaling kan få brugerne til at betale for det journalistiske, det er forkert. Hvis Lisbeth Knudsen virkelig indfører mikrobetaling på det journalistiske indhold vil trafikken falde, og så er det slut over tid. Det er som at tisse i bukserne, for det varmer kun kort. Det eneste af værdi som Lisbeth Knudsen har er trafik – sætter hun en begrænsning på det, direkte eller indirekte, så vil hun slå Berlingske ihjel som forretning.

Lisbeth har een chance. Hun kan lave indhold og trafik til andre sites som har forretning. Hvis hun kunne segmentere sine artikler nøje, og sørge for en konstant og interessant informationsstrøm i disse segmenter, så vil hun kunne tjene penge på at sælge sin trafik til kommercielle forretninger. Om det er er at lave bolig-feed til ejendomsmæglerkæderne, eller at lave penge-feed til bankerne, ved jeg ikke. Men forstå nu at det er disse forretninger som har pengene og incitamentet til at få lidt trafik forbi. Tror i Google ville være blevet en succes hvis de havde startet med at tage mikrobetaling for deres søgninger, fordi Sergey & Co. Havde opfundet den helt geniale søge-algoritme? Nej! De forstod fra starten at søgning var ”traffic generating” og at pengene lå et andet sted. Kan Lisbeth og Co. nå til samme åbenbaring? Fremtidens avis kan meget vel være Google. At journalister poster direkte på Google – og at Google deler sine klik-rates (AdSense) med journalisten når annoncerne tjener pengene ind.

Min tanke var news.google.com, men hvor mellemmanden (aviserne) dog er skåret fra:

Jeg søger på: ”business denmark today” i et News.Google felt – og får alle dagens danske business artikler fra registrerede journalister på Google, hvis artikler matcher mine søgekriterier. Journalisterne tjener som sagt penge når jeg klikker på annoncer, og kæmper indbyrdes om at levere det bedste indhold, og opnå den højeste trafik. Dårlige artikler – lav interesse – lav indtjening.

Velkommen til markedsøkonomien.

Bankernes cirkulære reference

2009-07-10T10:25:00.001+02:00

Bankernes udlånspolitik har medført det som i Excel regneark kaldes en ”cirkulær reference”.

Da finanskrisen begyndte og bankerne rent faktisk ikke havde likviditet til at have kunder med mellemfinansiering til dobbelt husførelse, da standsede al bolighandel og priserne sank som varme sten i blødt smør. Den normale og rationelle reaktion ville være at vurdere om nu prisfaldene skyldtes at værdierne ikke længere var til stede, eller om det var markedsforholdene (nyopstået friktion) som medførte prisfaldene.

Den intelligente investor vil jo se på de nominelle værdier som i ejendommes tilfælde er styret af kundernes evne til at afdrage på renter og lån. Således er prisdannelsen et udtryk for om kunderne kan betale afdrag – IKKE et udtryk for om kunderne kan opnå et lån. Det kan godt lyde lidt som et paradoks, men det er det faktisk ikke. I fungerende finansmarkeder vil man kunne låne penge alene hvis man kan afdrage på renterne. Det er den simple og rigtige logik for de mennesker som HAR pengene (indlånerne). Hvis de kan lægge dem i en skuffe et sted (hos bankerne) og få x % i rente for ikke at løfte en finger, så er de glade. Begrebet ”leve af renterne” kender vi jo alle fra drømmen om den store lottogevinst. Indlånere er jo taknemmelige mennesker. De er ikke bange for mursten for historien har vist at de er altid pengene værd over tid – men indlånerne er temmelig bange og foragede over exorbitante lønninger og personalegoder til finansmedarbejderne, og at de ukritisk låner milliarder ud til fantasiprojekter hvor de end ikke tjekker om ”varen” eksisterer (IT Factory, Ejendomskarussellen m.v.).

Hvorfor er det så at bankerne nu ikke vil låne indlånskundernes penge ud? Jamen kort sagt er det jo fordi de har fucket up (pardon my french). De har fyret pengene af på løn og bonus (deres egen), og på de gyldne ejendomsdrenges Aston Martin’er og Lamborghinier. Og nu er det faktisk gået op for dem at de har klokket i det, og følgelig deraf tror de at alt hvad der hedder ”fast ejendom” er livsfarligt. Det er jo et udtryk for totalt manglende abstraktionevne. At bankerne ikke fatter at det var de store milliard-arrangementer og deres egen incitamentsmodeller som var problemet, og IKKE alle de øvrige ejendomme og ejendomslån til hr og fru Hansen, - se det er kikkertsyn af værste klasse.

Nu laver bankerne selvmål på selvmål. Ved ikke at låne penge ud til midlertidig dobbelt husførelse til ellers velindtjenende mennesker, da vil den lavere omsætning i markedet automatisk medføre at priserne vil falde, og at bankerne igen (p.g.a. manglende abstraktionsevne), tror at værdierne er sivende. Følgelig deraf vil de blive endnu mere restriktive og endnu mere bange for udlån.

Lad mig bakke op med et eksempel fra det virkelige liv. Jeg kender en person som har en ejendom til ca. 3 mio kroner, som er finansieret med fastforrentede lån i omegnen af ca. 60% af værdien. Altså enormt konservativt. Personen arbejder som konsulent og tjener 1200 kr/time og arbejder så lidt som muligt. Det vil sige under 2 uger per måned. Den pågældende person vil nu gerne have et hus til ca. 4 mio kroner istedet. Danske Bank (som er en af de banker som VIRKELIG har lav abstraktionsevne) har udviklet et ”regneark” til medarbejderne, hvor de taster kundens budgettal ind, og ”regnearket” dømmer så sagen OK eller IKKE-OK. I den konkrete sag, meldte Danske Bank at konsulenten IKKE måtte købe et hus til 4 mio kroner. Det kan jo lyde som en velfunderet overvejelse, men lad os lige abtrahere lidt over den vurdering. Bag modellen som Danske Bank bruger, lå der tillige budgettal som kunden end ikke selv havde leveret – altså ekstra-omkostninger. For eksempel lå som fast felt i modellen et beløb til ”grundejerforeningen”. Konsulenten jeg kender bor et sted hvor noget sådant slet ikke eksisterer! Og som sådan var der flere ”skjulte” omkostninger som medførte at kundens rådighedsbeløb var ”for lille”, - ihvertfald ifølge Danske Bank.

Hvis vi lige ser på sagen ud fra normale økonomiske overvejelser, skal konsulenten bruge 1 mio kroner ekstra i realkreditfinansiering. Det er muligt at opnå lån i dagens priser til 2,3% i renter for EUR lån F1 eller til ca. 5,5% i fastforrentede lån. Det vil sige at personen jeg kender skal betale 1.500 efter skal ved afdragsfri lån af F1 typen, eller 4.500 kr ved lån med afdrag af den mest konservative type. Konsulenten skal altså arbejde 3 timer mere per måned ved F1 lånet, eller 9 timers mere ved det konservative lån. Konsulenten har i praksis muligheden for at tjene 50.000 mere per måned eller mere, - hvis personen ellers gad arbejde så meget. Så penge er ikke et problem – og kunder er ikke et problem!

Det interessante er at Danske Banks model ikke kunne gennemskue se dette billede, som ellers vil være totalt åbenbart for enhver handelsskoleelev på 17 år. Og hvad værre er at bankmedarbejderen var frataget retten til at træffe en beslutning ud fra egen overvejelse. Resultatet er at endnu en køber, som rent faktisk har rigeligt råd til en ejendom, forsvinder fra køberskaren på markedet. Følgelig deraf vil sælgerne sætte priserne ned, og bankerne vil resonnere ”hjælp, priserne fortsætter jo nedad!!! Vi må sige nej til nogle flere boligkøbere.”

Så længe bankerne er så ubegavede, da medfører bankernes egen adfærd at deres egne kunder ikke får solgt sine huse, altså at banken selv får problemer med sine egne kunder fordi man ikke tillader andre egne kunder at ”vokse”, flytte o g udvikle sig. Altså opstår det som i excel ville låse regnearket med beskeden ”Advarsel: cirkulær reference” og tvinge én til at lave formelen om. Hvem tvinger bankerne til at lave sin adfærd om?

EIK Bank - Engle eller banditter?

2009-06-24T09:31:00.007+02:00

For tiden kører den færøiske EIK Bank en marketingkampagne som må siges at være fremme i skoene. Kampagnen er en af den slags kampagner som man på godt udenlandsk kalder "a comparative campaign" - altså en kampagne hvor man fremhæver egne evner i forhold til konkurrenterne.

Den modsatte marketingstrategi er den hvor man alene fremhæver egne evner, og lader markedet selv vurdere disse evner i forhold konkurrencen, og altså forsøger altså at være "objektiv" modsat den "comparative campaign" som er relativ til konkurrencen.

Det er et effektivt men også meget farligt marketing våben, fordi man skal være helt 100% sikker på at man "ikke kaster med sten hvis man selv bor i et glashus"´- sådan som det kendte danske metafor lyder. I sådan et tilfælde er der nemlig ingen rum til tolkning, og man nu også rent faktisk lever op til sin kampagne. Hvis man ikke gør det, så giver kampagnen bagslag med 100-folds kraft. Hykleri er ikke noget som giver points, og slet ikke i "tillidsbranchen" som bankdrift jo er.

På vedlagte bannerreklame siger EIKs kunde "Jeg går altså ikke i banken for at drikke cappucino" og netop den reklame ansporede mig til denne blog. Hentydningen i denne "comparative campaign" er nemlig slet skjult til Jyske Bank, som jeg forøvrigt selv har døbt til "The Fish Bowl Bank" netop p.g.a. sin noget alternative indretning med café og virtuelle guldfisk i gulvet.

Jeg er kunde i Jyske Bank i 15 år og jeg har for nylig også været kunde i EIK Bank. Kampagnen fra EIK Bank har jeg således et forhold til helt fra første parket, og lad mig sige det sådan, at min oplevelse med EIK Bank er at deres kampagne om at være "fair" er en fremtidsvision og en målsætning (som er god nok) mere end den er bundet op på historisk handlemåde og adfærd, cementeret i EIK banks organisation.

Roskilde Bank har været kritiseret for at drive spekulativ virksomhed, fordi banken i flere projekter indlod sig i udlånsarrangementer hvor banken tog en andel af overskuddet på projektet. Det er en adfærd som Finn Østrup, lektor på Copenhagen Business School beskriver sådan

"- En bank må kun drive bankvirksomhed. Og hvis de låner ud til byggeprojekter mod at få en del af overskuddet, så driver de entreprenørvirksomhed eller byggevirksomhed, og det er direkte ulovligt."

EIK Bank har jo gjort nøjagtig det samme; udlånt penge med aftalen at opnå typisk 25% af projektoverskuddet. En adfærd som som Finn Østrup altså mener er direkte ulovlig og bør politianmeldes (Læs her), og som er så kulørt at da Nordea (hvortil jeg er familiært tilknyttet) og Jyske Bank samt Danske Bank hørte om det, sad de med himmelvendte øjne og gispede højlydt. Jeg ved ikke om den kreative handlemåde hører under "smart rådgivning" men EIK bank skriver i sin Straight Talk kampagne om mange danske bankkunder at de er:

" ...godt og grundigt trætte af urimelige vilkår og lidt for smart rådgivning".

Hmm, måske er vi det.

EIK Bank skriver endvidere:

"Derfor tager vi hos Eik Bank udgangspunkt i princippet: "- frem for alt fair". Det betyder, at vi lytter og tager kritik alvorligt. Vi tager udgangspunkt i vores kunders situation. Og vi lover ikke mere, end vi kan holde."

Smart rådgivning er en ting - og spekulative projekter er en anden. Der har jeg den holdning at man som bank og kunde altid indgår en aftale alene fordi begge parter kan se et formål med det. MEN, og her kommer et meget stort MEN;

Hvis man har en kampagne, som er så direkte som EIK Banks, så skal man ikke have skeletter i skabet overhovedet.

Det er ingen hemmelighed at jeg blev voldsomt uenig med EIK Bank, og det er ingen hemmelighed at vi i fælleskab blev lidt presset af finanskrisen, men det er et dokumenteret faktum at en chef i EIK Bank endda skriftligt udtalte til min advokat og jeg at "Her gælder aftaleloven ikke" da vi forsøgte at bringe banken en aftale i erindring.

I min bog er uenighed en ting - den kan man løse med forhandling eller via domstolene eller pengeinstitutankenævnet, men hvis man som leder af en afdeling i EIK Bank afviser denne normale konfliktløsningsmodel under henvisning til at aftaleloven ikke gælder i EIK Bank, så har man vist lige gjort sig skyldig i en adfærd som mildest talt crasher voldsomt med det marketingudtryk som man nu forsøger at opbygge. Så kan det godt være at Jyske Bank er kammet lidt over med café-konceptet, og at de er nogle værre jyske kræmmere, men jeg er ret sikker på at aftaleloven gælder dér. Det er ihvertfald min erfaring.

EIK Bank skriver endvidere i sin kampagne:

"Sidste år lancerede vi en kampagne med titlen "Mere til dig - Mindre til banken". Det var i virkeligheden blot en anden måde at udtrykke princippet om fairness på. Dvs. igennem bedre renter og færre gebyrer. "

Gad vide om den fairness også har fået banken til at ophøre med at trække penge til bankens egne omkostninger - på kundernes konti!? Da jeg blev uenig med EIK bank og vi begge valgte at hyre advokater til at løse konflikten, da hævede EIK Bank uden mit vidende 150.000 kroner på min kassekredit (!), til (angiveligt) at a'conto-betale bankens egen advokat for at føre sagen.

Éen ting er at det er usigelig groft at hæve penge på kundens konti uden kundens vidende - men det smarte ved øvelsen fra EIK Banks side var at så længe trækningen stod posteret på min konto, da fragår den jo bankens egen driftomkostning, hvorved bankens bundlinie forbedres tilsvarende. Så at EIK Bank senere indrømmede fadæsen med trækningen, og afstod fra at opkræve beløbet hos mig, fritager dem ikke fra den regnskabsmæssige finte, at min kassekredit forbedrede bankens foregående kvartalsregnskab med 150.000 kroner. Det var samme halvår hvor EIK Bank i Danmark lige knap nok klarede et overskud (mod plus 200 mio i samme periode foregående år), og hvor banken med blødende negle hang i for at undgå et decideret regnskabsunderskud, p.g.a. heftige nedskrivninger på spekulative udlån i Roskilde Bank-klassen.

Hvis denne adfærd har været en enkeltstående hændelse så betyder 150.000 kroner ikke det store, men hvis den er udtryk for EIK Banks generelle forretningsmoral, og at man har foretaget lignende posteringer i flæng, så er det aktiekurs-påvirkende adfærd at holde et regnskabsoverskud på falske forudssætninger, og i værste fald er der tale om (indirekte) kursmanipulation.

At være bankkunde under en finanskrise er en hård opgave, og at være bankansat og drive bankvirksomhed er tilsvarende hårdt, men at køre en hverve-kampagne på det niveau som EIK gør lige nu, er enten meget modigt eller meget dumt, for i Sønderjylland siger man at "der skal være røv i bukserne" hvis man gør det. "Put the money where the mouth is" siger man i udlandet. Vurdér selv om EIK bank kan leve op til deres marketing. Jeg hører ihvertfald gerne om det.

Disclaimer: Alle hændelser/påstande ovenfor kan dokumenteres skriftligt.

Ejendomsmæglere og bilhandlere og andet godtfolk?

2009-04-15T08:14:00.004+02:00

Jeg faldt lige over den her artikel, hvor boligsælgere giver ejendomsmæglere skylden for deres manglende salg: http://www.dinepenge.dk/bolig/artikel/desperate-saelgere-maeglerens-skyld

Ejendomsmæglere er kendt ved at være ekstremt hårdt provisionsaflønnet. Det betyder at når det går godt tjener de mange penge, og ønsker salær og priser sat op - men omvendt betyder det at når det går dårligt - som nu - så skal priserne ned.

Hvis omsætningshastigheden i markedet falder - som det jo gør - hvis skyld er det så at priserne går ned? Hvis ALLE ejendomsmæglere havde is i maven, og i princippet var ligeglade om der blev solgt til pris A eller pris B - ville prisen så falde som den gør nu?

Personligt oplevede jeg en HOME-mægler som satte mit hus til 13,8 mio for 9 måneder siden. Jeg havde måske selv syntes at 12,5 mio var en OK pris, men lod da HOME få lov at sælge det til den høje pris. De var jo eksperten og jeg kunne da godt bruge 1,3 mio ekstra (skattefrit!).

Efter et par vellykkede fremvisninger, var ejendommen flere gange i 2. eller 3. fremvisning, men prisen var lidt for høj. Så slår finanskrisen igennem med fuld kraft - og interessen falder og falder. På et tidspunkt bliver mægleren desperat. Det er tydeligt at han vil bare have prisen ned - MEGET ned! Jeg fornemmer at det ikke kun er fordi markedet sætter sig, men i lige så høj grad fordi mægleren havde voldsomme problemer med sin nu ikke-eksisterende månedsløn.

Jeg følte mig "solgt til" snarere end "solgt" som jo egentlig var meningen. Mægleren brugte en høj pris og store armbevægelser til at "få mit hus" - og mindre end 2 måneder efter, skulle prisen ned UNDER de andre mægleres vurdering af ejendommen. Paradoksalt ville mæglerens salær reduceres kun marginalt ved øvelsen - hvorimod ethvert nedslag var netto-kroner i millionklassen ud af min økonomi. En ulige situation.

Incitamentsmodellen var forkert. Mæglers incitament var kun at nedsætte prisen så han med minimum indsats kunne sælge ejendommen. Modsat mit incitament, som var en vis rank-ryggethed overfor grådige købere, og sikring af min opsparing.

Ydermere havde mægleren haft en lemfældig omgang med sandheden, og da kunderne efterfølgende talte med naboer osv og fik en anden forklaring var tilliden væk. Ikke godt. Der er en gammel sælger-regel der hedder: Hvis du ikke kender svaret, så sig "det vil jeg undersøge" i stedet for at gætte - med fare for at gætte forkert.

Nu sælger jeg boligen "sammen med" en mægler. Vi har et godt samarbejde om fremvisninger, hvor jeg selv tager et udvalg af dem, og salæret er nøje afstemt med vores salgsstrategi og det arbejde som er forbundet med at sælge ejendommen. Ret skal være ret og mægleren skal bestemt ikke arbejde gratis.
Huset ses iøvrigt her: http://www.realmaeglerne.dk/idsag.asp?sag=1410143&b=1

RÅD TIL BOLIGSÆLGERE MED FRIVÆRDI:
Få sat følgende pasus ind i enhver kontrakt med en ejendomsmægler.
"Ejendomsmæglerens salær nedsættes relativt med samme % som et eventuelt senere nedslag i salgsprisen vil reducere rådighedsbeløbet".

Sådan at hvis mægler skal have 200.000 kroner for at sælge huset - og kan pludselig vil have prisen sænket sådan at rådighedsbeløbet ("overskuddet") falder med 50% - så skal hans salær også sænkes med 50% til 100.000 kr.
Som sælger er du nemlig kun interesseret i én ting; at prisen sættes rigtigt fra starten, og at du ikke "sælges til" først - og så bliver klædt af bagefter.

Svært at sælge luksus

2009-04-13T07:49:00.004+02:00

Jeg har lige haft en lille brunch på Café Bomhuset http://cafebomhuset.dk/site/

Lad mig først sige at de faktisk serverer en meget god brunch - den er gennemført speciel med mange varianter af "lidt af det gode", uden at være bedre end Café Europa eller MJ Coffee (tidligere MoJo). Der er altsammen ved siden af min pointe.

Også ved siden af min pointe er at jeg har i min storhedstid (før krisen) haft muligheden for at købe/sælge meget dyre huse, jeg har været på ret gode restauranter og prøvet/købt nogle temmelig hæderlige biler, designermøbler, business class på fly osv osv osv. Jeg er IKKE snobbet og slet ikke mega-rig - men alting i livet skal jo prøves mindst én gang herunder det søde liv, så jeg håber ikke du dømmer mig for hurtigt på det overfor skrevne.

Min pointe her til morgen er, hvor svært det er at sælge luksus. Hvordan skal en ejendomsmægler sælge et luksushus til et par, når han selv bor i noget som er milevidt fra kundens behov, og han selv omgås mennesker med samme "moderate" huse. Grunden til jeg skriver dette er at jeg så en beskrivelse af et hus som jeg kender - det var beskrevet som "luksusindretning og bedste materialer" - men jeg er vel vidende at de mennesker som jeg har mødt igennem tiden som VIRKELIG er til luksus, ville synes at det var noget klamp. Men ejendomsmægleren har jo aldrig set rigtig luksus. Den dag blev det mig klart hvad det er Jan Fog muligvis kan. Han har set "varen" og kan derfor rigtigt sætte sig i sin kundes sted.

Jeg var ude for år tilbage og se på gode biler. Her gjorde det samme sig gældende. Sælgeren havde selvklart aldrig selv gået i købsovervejelser på tværs af de 3 bedste mærker i personbefordring, og kendte derfor udmærket deres egen bil - men sammenligne fordele/ulemper med de konkurrerende 2 mærker var ham umuligt. Før han blev sælger hos det pågældende bilmærke havde han solgt Ford! Og intet ondt sagt om Ford (jeg har selv haft en 3-4 Mondeoer) men det er MILEVIDT fra "rigtig bil".

Jeg vil ikke gentage historien om møbler og andet isenkram, men blot vende tilbage til den ellers udmærkede Café Bomhuset. Den dag jeg havde mit lille selskab til en brunch, da var der velsagtens 5 søde piger og 2 ditto fyre på arbejde. Vi var vel måske 14 gæster i Cafeen (og et antal udenfor). Vi var et selskab på 8 mennesker til brunch og det kostede mig små 3.000 kr. og som jeg skriver først - varen var faktisk iorden. Brunchen var lækker og økologosk, og omgivelserne var hyggelige.

MEN MEN MEN, når man har næsten mulighed for at mandsopdække sine selskaber, så bliver det dobbelt så irriterende når man ikke får service. Det er måden der serveres på, måden man taler til kunderne på, og den opmærksomhed man giver sine gæster. Sagen er at det var overmåde svært at komme i kontakt med personalet. Det værste var på et tidspunkt da jeg nedstirrede en servitrice for at få hendes opmærksomhed. Der råber hun fra bagsiden af baren " Jaah?!" igennem lokalet de ca. 5-8 meter hen til vores bord! DET er simpelthen så utjekket. Hun gad end ikke komme forbi for at høre hvad jeg mon ville. Jeg fik oplevelsen af at jeg forstyrrede pigernes indbyrdes samtale om hvad fritiden gik med igår - og hende her gad ikke gå ned til vores bord og forlade samtalen, hvis hun som på McDonalds kunne tage ordren via PA-systemet.

Jeg vil ikke tærske langhalm på det, men jeg tænker tit: Her bruger man oceaner af penge på at tiltrække sin målgruppe (hvilket er svært) og så når de endelig besøger butikken, så vanrøgter man dem ved at hyre en flok sælgere/servicepersonale som aldrig SELV har oplevet service, luksus, eller god betjening. Når nu butikken i fremtiden ikke kan få økonomien til at hænge sammen, så skal de bare ringe til mig og bede om hjælp, for jeg ved udmærket hvor kæden hopper af! Sørg for SØREN for at hyre kvalificeret personale til din forretning hvis du sælger varer eller ydelser i højsegmentet, for her forventer kunderne altså noget specielt!

Trist at Oscar Jensens plan mislykkedes

2009-03-08T22:45:00.002+01:00

http://www.business.dk/article/20090308/ejendom/90308027/

Som ejendomsudvikler at få idèen at opkøbe flere ejendomme på prime location i København, og rent faktisk evne at opkøbe dem en for en - altsammen i visionen om at lave en helt ny arkade med hotel og gennemgang til Vestergade er stort. Det er rigtig stort.

Der er heller ingen tvivl om at projektet ville være pengene værd, og være et projekt for eftertiden, men super tragisk er det at projektet nu er splittet i atomer, og reelt ejet af de banker som var involveret i projektet. Herunder den fallerede Roskilde Bank.

Jeg har tidligere skrevet om priser på ejendomme i prime locations og deres værd, og havde som sådan men en vis beundring, glædet mig til at se Oscar Jensen gennemføre denne plan. Det er virkelig trist i en tid som under denne finanskrise, at de visionære mennesker må bide i græsset. Det er virkelig trist.

The Voice Radio - og et sprogkursus?

2009-03-07T09:50:00.005+01:00

Jeg bliver simpelthen så irriteret når radiostationen The Voice, ikke med rettidig omhu sikrer at det track som de indspiller til reklamerne (det er trods alt kun op til 30 sekunders tale) at det ikke er korrekt dansk.

Man kan jo lave bevidste fejl som Equinox Fitness "Du skal bare komme en gang i ugen" ..."i ugen?" Det hedder det vist kun omkring Vejle og Århus? Man taler normalt om at komme en gang "om ugen". Når så radioreklamen kører den samme sætning nærmest hypnotisk igen og igen på de 20 sekunder reklamen varer - så bliver jeg helt kold!

Værre er det med Statoils reklame hvor man kan få en [Hog Dåg] og en cola for en eller anden tilbudspris. [Hog Dåg] siger speakeren der lyder som en pige på 18 1/2 år. Jeg håber ikke den marketingansvarlige hos Statoil har hørt den reklame inden den blev lanceret, for var han min så var han blevet fyret. Det heddet Hot Dog (englsk lydskrift velkommen).

Nu har The Voice så en reklame for et eller andet som er meget [æs-klusivt].
Fnys! Det hedder IKKE [æs-klusivt] - det hedder eksklusivt - der er faktisk et "k" i det ord!
(update: Hørte det igen, det er The Voice Mobil - deres eget mobilselskab som åbenbart er "æs-klusivt" - hvad det så end betyder i den henseende?)

The Voice kender heller ikke forskel på en Aktion og en Auktion. På The Voice kan man sætte politiet i aktion, på lige fod som at sælge noget på [ak-sjon]. Kære venner - det hedder AUktion!

Det hedder jo heller ikke [ler-postaj] eller [hon-klæder].

Jeg ved godt at vi alle ikke er perfekte i sproget - men når man laver radioreklamer, og tillige afkræver kunderne penge for arbejdet, så skal det altså bare være sprogligt korrekt. I min optik i hvertfald.

Peter Straarup Danske Bank - God eller dårlig?

2009-03-04T18:09:00.002+01:00

http://www.business.dk/article/20090304/finans/90304156/

Danske Banks aktiekurs ramte et lavpunkt denne uge med en aktiekurs på 33 efter for blot få år siden at have været oppe i 279. Så er det nærlggende som mange på generalforsamlingen idag at spørge om direktøren er dygtig nok.

Det kan meget simplificeret ses fra 2 perspektiver:
a) Hvordan går det for Danske Bank i forhold til sektoren?
b) Hvordan har man evnet at håndtere krisen?

Hvis vi starter med slutningen "b" så tror jeg (og hører jeg) at Straarup har forsøgt med mange timers hårdt arbejde at styre Danske Bank igennem skærene uden at få skrammer. Det er tydeligt for de fleste at Danske Bank HAR fået mange skrammer - så det har været et travlt år på jobbet for Straarup, hvis man antager at han rent faktisk også er lykkedes med noget damage control.

Men hvis man skeler til "a" så bør man jo tænke - hvorfor har ingen andre banker haft en Lehmann Brothers, en gigantisk fejlskud i Irland, intensive IT-nedbrud, Tab på Stein Baggers luftkastel, og (igen Stein Bagger) - tab på kreditter udstedt med falske vitterligheds-påtegninger?

Jeg er ikke selv verdens bedste "manager" så jeg kan godt kaste med sten og sige at Danske Bank ikke er ledet godt nok. Danske Bank har underperformet massivt i forhold til øvrige banker af samme kaliber (hvis de findes), og det skal få og får helt sikkert også konsekvenser for Straarup. Spørgsmålet er ikke om - men snarere hvornår? For hvem har mandsmod til at skifte ledelsen midt i stormvejret? Ikke Danske Banks bestyrelse ihvertfald.

Jeg var noget chokeret da jeg så netop bestyrelsessammensætningen. Danske Banks bestyrelse består af en flok mennesker som jeg ikke i min vildeste fantasi kan se hvordan kan have forstand på drift af kommerciel international finansvirksomhed. Bevares, Vastrup ved da en masse om penge, og Maiken Shultz en masse om organisation - men det er teoretikere. Sat sammen med de andre "nisser" i bestyrelsen, som dækker alt fra luftfart (Mats Jahnsson) til Nordisk Film, Danisco m.v. så står det mig klart hvorfor Alf Duch-Pedersen synes det hele er OK. Han påtager sig tillige ansvaret for fadæserne, og aner ikke et klap om hvor galt det står til.

Man kan sige at den eneste som har forstand på bankdrift er Straarup selv, som har været i banken siden han var teenager. Han har været rundt i verden i banken, og krudret sit CV med en simpel HD - men det er det. Hvor er de højprofilerede ledere, som har internationale MBA'er og erfaring fra internationalt finansvæsen? De er der bare IKKE, og jeg er bange for at det er et udtryk for dansk bagstræberi. Man sætter 10 "mand" i bestyrelsen (+ 5 medarbejdervalgte) som er så ufarlige og tandløse, at de med sikkerhed gør ingen fortræd. Og denne sammensætning plus bankens ledelsesmæssige indavl er en cocktail som enten giver tandløse og visionsløs virksomhedsdrift - eller gigantiske fadæser som det vi har set.

Jeg har nu tabt 300% på mine aktier som var købt på et "lavpunkt", men jeg sælger alligevel mine aktier nu, og køber ikke igen før at 50% af ledelsen er udskiftet.

Stoler du på en bogholder?

2009-03-03T22:21:00.003+01:00

For en bankassistent er ret beset en bogholder. Debitere den ene konto - kreditere den anden konto. Jeg har i en del år været vidne til et familiemedlem som i kraft af sin lange (hele livet) karriere i et pengeinstitut var familiens uofficielle pengemæssige orakel.

Intet ondt om ham, men det vil være fair at sige at manden set fra et uddannelsesmæssigt standpunkt ikke har voldsom megen ballast - og hvis erfaring måles ud fra hvor meget af forretningsverdenen man har oplevet, - så er det også højest tvivlsomt hvor meget substans der er i hans erfaring. I sin 40 årige bankkarriere har han været 10 måneder udenfor.

Når jeg nævner denne mand, så er det fordi bankvæsen har ændret sig meget mere end de bankansatte. Og de sidder nu tilbage med en bogholderimæssig uddannelse (bankuddannelsen) og skal pludselig vide alt om virksomhedsdrift, om internationale finansmarkedet osv osv.

Jeg synes der tegner sig en tendens til at bank"rådgivere" sidder og gør sig klog på en masse hvor de nok burde holde mund. Eller måske fungerer det sådan at et af bank-end "orakler" opfinder et rådgivningsprodukt. Dette "produkt" markedsføres ud til "bogholderne" i banken, som så skal sælge det til bankens kunder. Uden egentlig at vide hvad der er op eller ned.

Et eksempel er valuta-swaps. Pludselig taler alle bankrådgivere om swaps - men hvorfor? Ved de reelt hvad det indebærer for kunden? Eller betyder hele transaktionen et antal gebyrer, således at banken uanset hvem der vinder på swappet, så vinder banken på transaktionen.

Jeg er egentlig blevet ret træt af bankmedarbejderes opfattelse af at de ved alt om alting, når realiteten er at de fleste bankansatte er udtryk for en sær form for indavl. De kommer ud af skolen (handelsskolen) og får dere "egen" uddannelse i banken (bankskolen), hvorefter de medarbejdere som vil være chefer tager en HD når det går vildt for sig. Produktet er indavl og enøjethed, og mon ikke vi ser konsekvenserne af det for tiden.

Slutteligt må jeg rase over Roskilde Bank som lokker sine kunder til at bære bankens solvens via aktiemanipulation, samtidig med at de som debitorer til banken med sikkerhed står til at betale et eventuet lån tilbage i tilfælde af et krak, modsat deres aktiekøb som er tabt uanset "rådgivningen". Det er skammeligt.
http://borsen.dk/investor/nyhed/152471/

Piratkopiering?

2009-03-02T18:17:00.001+01:00

Det her er min yndlingsdiskussion http://dagenssynspunkt.blogs.business.dk/2009/03/02/piratkopiering-koster-danske-job/, for det er så ømtåleligt et spørgsmål at det virkelig kan få folk op på barikaderne.

Jeg hader de der økonom-beregninger, at piratkopiering koster så og så mange jobs. Det er totalt enøjet, og umuligt at beregne på den måde som de gør, og i værste fald bullshit.
Først skal man jo vide hvor mange mennesker som køber kopivarer, som reelt ville evne (og ønske) at eje den rigtige vare - og vel at mærke betale prisen for den.

Taler vi møbelklassikere - så er det min påstand at det er et fåtal. De fleste køber hælervarer, hvis de ikke har råd til den rigtige vare. Det er ekstremt få kunder som ville købe/betale for den rigtige vare, hvis de ikke kunne få kopien. Det er utopi og naivt at tro det. Priselaticitetskurven på sådanne varer er meget speciel og bygger på følelser modsat den klassiske nytteværdiberegning.

Taler vi Danfoss ventiler, Velux vinduer, og Lego klodser? Jeg anerkender på den ene side at 3 familier har tjent milliarder og atter milliarder på sine rigtig gode opfindelser. Men i mit hjerte mener jeg at det er ubegavet at lade disse familier suge SÅ meget gevinst ud af en alligevel relativt "simpel" opfindelse.

Realiteten er at samfundsøkonomien ville være bedre tjent med at de 3 familier ikke kunne have taget overnormale avancer, for så simple produkter, så længe som de har gjort. Skaber det arbejdspladser? Nej, det koster arbejdspladser og innovation, fordi døren til markedet er lukket bag bunker af jura - af horder af advokater. Vi havde haft bedre pumper og bedre vinduer og bedre konstruktionslegetøj - hvis de 3 fede kæmper var blevet udfordret lidt mere - lidt tidligere.

Musik, software og andre digitalt distribuerede "varer", er igen et specielt segment. De kræver ofte enormt mange timer at producere, men splitsekunder at distribuere/kopiere. Igen vil jeg henholde mig til at hvis software, ligesom musik er ved at blive det, kun koster en pris som kunden finder rimelig, - så vil kunden købe det lovligt. Det har historien heldigvis bevist. De som ikke køber - har alligevel ikke pengene, så der er intet marked "tabt" i bedste fald fungerer det som marketing.

Kopiering skaber en interessant energi i markedet, når en virksomhed presses til at "levere varen" med det samme - modsat at kunne hvile på lauerbærene i evigheder. De presses til at markedsføre deres sande kvalitetsforskelle i stedet for de subjektive som "vi opfandt det først" (who cares).

Nu er jeg dog ikke fatal-liberalist og går ind for lidt beskyttelse. Men skal man have en beskyttelse af en slags, så mener jeg at den skal være kort - og meget kortere end den er idag. Nok til at det kan svare sig at forske - men så kort at det ikke kan svare sig at "fede den i lænestolen". Up & Go som de siger hos Pampers.

Bagel-shop – dræb ikke dine kunder!

2008-09-14T23:02:00.001+02:00

På det seneste par år er opstået et fænomen som man kun kan undre sig overhovedet er bæredygtigt som forretning: Bagel Shops.

Jo bevares, jeg kan godt selv lide Bagel-sandwiches, men set med afsætningsmæssige briller er det temmelig dødfødt og grebet totalt forkert an.

Forklar mig først hvorfor bagels er så smarte? Der er HUL midt i brødet for Christ sake! Jalapeno’en ryger ud gennem bunden, og lander i skødet når man forsøger at tage en bid af den. Bagels er ikke lavet til at lave sandwich af – ja jeg kan faktisk ikke lige forklare hvad de egentlig er lavet til? Jeg har Googlet mig til at skidtet er opfundet for 400 år siden af en Østrigsk mand som bager brød i form af en stigbøjle (altså fodstøtten på sadlen til en hest!) for at hædre den polske konge som beskyttede Østrig imod Tyrkisk invasion. Godt så! Rundt kogt brød i stig-bøjleform. Brødet/dejen er nemlig KOGT inden den bages – hvilket giver denne særlige tekstur på brødet. Så er det jeg spørger: Er dejen noget specielt? Er den noget at skrive hjem om? Personligt synes jeg det ikke, men fred med det. Toppings er da gode i Bagel Shops.

Nu vi taler om toppings, så er en Bagel Shop menu jo et sandt mareridt som kunde. Først skal man vælge brød (altså stigbøjlen). Med paprika? Med Sesam? Hvede? Rug? Med ost og tomat???? Jamen det er da spændende! Nå? Man kan IKKE få andet end hvede, hvis man vælger en LILLE Bagel. Ærgeligt nok.

Hvilken smørelse vil du have? (smørelse??) Creme Cheese? Hvidløg? Plain? Spices? Duh, aner det ikke – bare tag noget!

Hvad ville du have på? Tunsalat? Kylling? Paprikakylling? Kalkun? Laks (”røget eller fersk”?) Skinke? Parma Skinke? Laks? Godt så, det tager vi. Hvad? Jaeh – fersk tak!

Rødløg? Thomat? Rucula? Alm salat? Jalapenos? Agurk? Soltørrede tomater? (”ja de koster 5 kr. ekstra”). Ehmn joeh, Jalapenos smager da godt? Oliven? Joeh tak (??)

Hvilken dressing? Hvad har du? Hvidløg, Creme Fraise, Thousand Island, Pesto, Sennepsdressing og et par andre jeg har glemt.

Jotak – sennep går vist godt med laks (senneps-dressing mener jeg selvfølgelig).

Nu rulles ”stigbøjlen” så sammen i papir og skæres over på midten med en brødkniv. Muligvis fordi hvis man skal dele den altså ”blande smag” med sin kollegaer? Eller hvorfor skærer de den egentlig over? Jeg har da aldrig fået en Whopper skåret over i 2 halve? Nå, det gør man åbenbart med Bagels!

Så nu er jeg endt med:
En stigbøjle med ost og tomat-brød, med garlic creme cheese, fersk laks, rucula, thomat, rødløg, Jalapenos agurk og sennep (!). Ikke senneps-dressing, men fyren i Bagel Shoppen troede åbenbart jeg mente det bogstavligt da jeg sagde ”sennep”.

Mens sceneriet er stået på, har 10 kunder ventet tålmodigt bag mig, og har forsøgt at memorisere deres egen ”konfiguration” af frokost. Én med sesam, natural, kalkun uden rødløg og med Thousand ogeh en med hvede, smør, kylling (var det med paprika?) hvidløgs dressing .... gad vide om kollegaen kan lide rødløg???

Venner venner venner! DET HOLDER IKKE – STOP STOP STOP!

STOOOP!

Når man laver et ”food outlet” så har det éet succes-kriterie: Få solgt mest muligt – hurtigst muligt. Bagel Shops de SLÅR DERES KUNDER IHJEL!. Ikke fordi at der er noget galt med maden (med mindre man får fersk laks med sennep!) – men fordi kvalitets-ingredienserne kan mikses i et overdrevet antal varianter, og med et smagsudtryk som udover at slå kokken ihjel – også slår konsumenten ihjel. Kunder skal IKKE have valg der IKKE giver mening. Hvis de vil spise mærkelige ting, så skal de nok selv gøre opmærksom på det

(”goddav, jeg vil gerne have en pizza uden ost – bare med peperoni” (pizzamanden) ”bare tomat og pepperoni???” – hvorefter han tilføjer en ”nummer 179” på sit menukort for tænk hvis andre også ville have sådan en amputeret pizza?)

Sorry - tilbage til sagen: GØR DET NEMT for dine kunder at VÆLGE, og tillad KUN dine kunder at vælge ting som SMAGER GODT. Selvom de selv har blandet en lakse-sennep-Jalapenos- Bagel – så er det DIN SKYLD hvis ikke den smager godt! Husk det! Kunden vælger noget skidt – og det er DIN skyld han ikke kommer igen!! DIN SKYLD!

Der er en grund til at McDonals er så succcesfulde. De kan sælge forholdsvis ringe mad, på en så nem og konsekvent måde, at man altid ender med at købe det. IKKE fordi det smager godt – men fordi det er NEMT.

En Bagel Shop SKAL IKKE have 5 trin med mindst 5 valgmuligheder i hver. DET GIVER OVER 3.000 kombinationsmuligheder (5x5x5x5x5x5) hvoraf de 2950 SMAGER DÅRLIGT, og 30 smager så uforskelligt at de er unødvendige.

Lav nogle nemme købsbeslutninger for kunden: Plain brød, Creme cheese natural, laks, grønt (ingen Jalapenos) og sennepsdressing (sukker, sennep, æggeblomme). Det her hedder en Lakse Bagel og er nummer 1 på menuen. Hvorfor denne? Jo, fordi det er almindelig kendt på gode restauranter, at laks er en fersk spise, den skal ikke ”overdøves” af alt muligt anden skrammel. Dressingen er designet til laks – og kunderne kender konfigurationen med hvid brød og laks og sennepsdressing. 99% vil synes denne er fantastisk! Og den sidste 1% vil bede om en rug-stigbøjle i stedet – eller ekstra jalapenos. No harm done.

På denne måde laves ÉN for hver hovedingrediens:

1 - Laks (røget eller fersk)
2 - Skinke (parma eller kogt)
3 - Parma Skinke
4 - Tun
5 - Kylling (fersk eller paprika)
6 - Kalkun

Det giver 6 menu-punkter, med 3 af dem hvor der er 2 varianter dvs ialt 9 forskellige sandwich ialt!

80% af kunderne vil købe disse totalt uden ændringer. Af de resterende 20% vil de 16 (80%) blot tilføje/fjerne én ingredens (og de sidste 4% er uden for terapeutisk rækkevidde).

Det betyder at man kan servicere sine kunder HURTIGT og EFFEKTIVT og sikre at det de køber SMAGER GODT og man kan endda forberede én af hver type på forhånd (15 minutter før frokost-rush) og ”bagels’ne” vil stadig være 100% FRISKE.

Samtidig gør dog lidt for at skabe ”up-selling”. Lav nogle menuer som inkluderer drikkevarer og tillægs-grønt. F.eks. et plasticbæger med friske på-langs-skårne peberfrugter. Kære kunde, skal din Lakse Bagel være en menu? Du får en kildevand, og et bæger friske grøntsagssnaks med for kun 65 kr ialt. VALUE – SÆLG MERE til dine kunder. Giv dem en ekstra oplevelse. Om sommeren laves en bæger Jordbær til desert, eller hvad ved jeg. Vær kreative på UP-SELLING hvor du tjener flere penge, i stedet for at være det på konfiguration hvor du dræber både din butik og dine kunder.

Som detail-handler har du 3 parametre som driver din forretning:

1) Omsætning/Indtjening per kundetransaktion

2) Transaktionshastighed og -omkostning - dvs hvor mange kunder kan hvor få ”personaler” betjene?

3) Antal kunder – altså hvor mange kommer i din butik ialt. Gør det NEMT at købe MEGET ...hurtigt!

Hvis Tid (hastighed), Pris og Kvalitet er iorden – så mangler du blot en ”Bagel Drive” forbi dit butiksvindue, og så har McDonalds en seriøs konkurrent – indtil da fri mig venligt for en Laks med sennep og Jalapenos, og NEJ DET ER IKKE MIN SKYLD – det er DIN SKYLD fordi du lod mig købe den!

...man bliver helt sulten – alt den snak om mad.

Bang & Olufsen - deroute?

2008-05-11T11:01:00.001+02:00

Bang & Olufsen har taget en alvorlig tur ned af stigen den seneste tid (i aktiemarkedet), og har måttet lægge ryg til en del kedelig omtale efter historisk dårlige resultater er tikket ind kvartal for kvartal.

Det er da egentlig interessant hvordan en af dansk erhvervslivs kronjuveler i den grad kan tage en deroute – og alligevel så kan man i bagklogskabens lys måske godt se hvad der er sket:

Bang og Olufsens produkter bestod jo basalt set af to ting; En bunke elektronikkomponenter og et design. Tidligere har B&O haft den fordel at de konsum-elektronik produkter der fandtes i markedet havde et utroligt ringe design! Det var tydeligt at der i markedet blev produceret af ingeniører snarere end af designere. Kapløbet var derfor nemt for B&O at vinde – tag kendt teknologi som man kunne købe på verdensmarkederne, og byg det ind i en pæn(ere) kasse, og sælg det til +30% af markedsligevægtsprisen for teknisk tilsvarende produkter.

Faktisk var det sådan at selv min mor (enlig mor med 2 børn i lejebolig) kunne stræbe efter (og købte) et B&O til ca. 13.000 kr. på et tidspunkt hvor et ”normalt” TV kostede 9.000 kr. En Fiat 127 kostede til sammenligning 39.900 kr. fra ny dengang i 1978.

Nu har spillereglerne ændret sig alvorligt. Nu kan man stadig købe en bunke elektronik i verdensmarkederne for 2.000 kr. (og faktisk fylder bunken idag 1/10 af hvad den gjorde i 1978). B&O tror nu at man kan sælge det til 80-100.000 kr. fordi designet angiveligt er pænere end resten af produkterne i markedet. Jeg ved at B&O nu vil slå sig alvorligt i tøjret når/hvis de læser dette, og påstå at deres udvikling af lyd/billede langt overgår konkurrenternes. Men realiteten er at der i verdensmarkederne produceres Billede/Lyd med samme komponenter, men at differentieringen gøres på 2 områder; dels hvilken software man har udviklet til at ”levere” denne lyd/billede, og dels hvor fin en tættekam man benytter til kvalitetskontrol inden man sender kasserne til Hr. & Fru Hansen og som parentes - design.

Prisen kommer fra en subjektiv betragtning om hvad er kunden mon villig til at betale, og når TV’et i dag koster i omegnen af 80-100.000 kr. så tror jeg at B&O har fejlvurderet markedet. Jeg ved at jeg selv burde være i B&Os målgruppe. Jeg ligger indkomstmæssigt i den gode ende, jeg har en fornuftig formue, jeg elsker godt design, og jeg elsker produkter der leverer gode oplevelser. Jeg vil hellere eje en Poul Kærholm stol og en Porsche end en Toyota og noget skrammel fra IKEA. Hvordan kan det være at B&O ikke har appel til mig? Og hvordan kan det være at én af mine venner, som er ved at bygge hus til 7 mio. kroner (uden byggegrunden) ikke i et sekund har nævnt B&O, når han ellers har valgt alt lige fra Gaggenau og Boffi til Apple (!).

Hov? Manden vælger at tale om Apple og Luceplan når man taler lys, lyd, billede, men B&O dømmer han ude? Hvorfor er det at jeg selv også undersøger Apple eller Samsung, og selv dømmer B&O ude? Måske fordi vi er beviste forbrugere, og vi vil på den ene side gerne betale mere for et godt kvalitetsprodukt der ser godt ud, men vil vil under ingen omstændigheder ”tages bagi”. Og det er netop den (igen subjektive) oplevelse vi har når vi skal give 80-100.000 for et fladskærms-TV. Bang & Olufsens marked er overvejelseskøb, og jeg og mine ligesindede overvejer …og finder B&O for lette. Hvorfor? Det er ikke lykkes B&O at overbevise os om at lyd og billede er bedre end Samsungs, Philips eller det gode fra HI-FI Klubben. Og vi mener ikke at brugervenlighed og design er bedre end Apple, - og med fundament i de gode uddannelser vi har i ryggen, mener vi at prisen simpelthen er blevet for høj for noget som alligevel skal smides ud om 5 år!

Bang & Olufsen bliver nemlig ramt af flere ting:

1) Konvergens. Produkter fra Computer-verdenen konvergerer nemlig nu ind i lyd og billede. Apple og Dell kommer til at tage en betydelig del af markedet på områderne billede og lyd.

2) Design: Tidligere havde B&O monopol på ”pænt” design, men nu har koreanske Samsung med deres designcenter i Tyskland flyttet konkurrencen betragteligt (stadig til 9.000 kr./enhed), og Apple (som ret beset er kinesisk plastic i pænt design) har taget førstepladsen på pænt konsum-elektronik design fra Bang & Olufsen.

3) Product Life Cycle: De to ovenståendefaktorer, foruden det faktum at den teknologiske udvikling nu går så stærkt at de varer der før var en ”investering” nu er forbrugsprodukter på lige fod med alt andet, gør at man ikke vil give 80-100.000 kr. for et TV. Man vil give 30.000 kr. – men gerne 3 gange hyppigere, og måske køber man til 3 rum på en gang i stedet for til ét.

Jeg har en teori og en kritik som jeg kun kan tillade mig at frembringe, alene fordi jeg ikke aldrig skal have et job af ”old boys network” i det danske erhverv (jeg er også iværksætter til jeg dør). Det er som bekendt ikke karrierefremmende at kritisere toppen af poppen.

Jeg vil vove pelsen at sige at B&O er blevet for selvfede og for lukkede. At tænke sig at tro at man kan sidde i Struer (af alle steder!) og tro man kan holde sig i front af et marked som går så hurtigt, det synes jeg er larmende naivt. Man har en (rigtig) strategi om egne butikker, men dermed mister man overblikket over hvor meget der sælges af konkurrenterne. Man går i simpel selvsving. Det eneste man ser er (let karikeret) egne medarbejdere (i Struer) og deres ægtefæller, man ser kun egne salgstal og omsætning i egne butikker, og man tror man er den mest geniale, den bedste designere, og de bedste teknikere i verden. Det har vi jo altid været! Sorry boys – not any more.

Skulle jeg tage et hånd-kant slag på B&O og total-omvende deres strategi ville jeg gøre følgende:

1) Fjerne hovedkvarteret fra Struer og placere det i en metropol hvor man kan få de bedste ledere indenfor afsætning af forbrugselekstronik på højsegment-niveau. Hvorfor? Jeg ville have en amerikaner som CEO. Der er INGEN der er skarpere til afsætning end amerikanerne. Det må man bare lære og erkende – så en ny CEO fra Bruel og Kjær - nope. Ikke i en million år. B&O er (burde være) en marketing-organisation. Bang & Olufsen, 5th Avenue, New York!

2) Fjerne produktionen fra Struer (og Tjekkiet?) og placere det i Asien og i Sydamerika. Produktion/Sourcing fra dels de billigste markeder i verden, dels fra dollarmarkeder således at konjunkturer i USA ikke ville blive et problem. Kopier Apples model - den virker. Det er ikke længere en feature at være produceret af en dansker (eller en tjekke).

3) Jeg ville kopiere Dell’s forretningsmodel, således at man i B&Os butikker kan se og høre produkterne, men først når man så betaler sættes produktet i produktion, og er færdig 1 uge senere (Dell). Praktisk taget alting skal være ordre-produceret og kunne bestilles på et internationalt website (a la Apple), og med en supply-chain så skarp som Dells. McDonalds er også interessant. Hvorfor kan du få en varm BigMac kl. 12:45 hvor alle andre også vil have en? Fordi McDonalds ved hvornår du kommer, og hvor mange du vil købe når du kommer.

4) Lav et internationalt design-center i Milano (eller København? hmm), og køb revolutionerende designs fra 3.mand. Lav nogle fede Pinanfirina-højttalere, eller noget helt 3. – men åben op for designere fra verden, og giv dem nogle royalties i belønning. Vær skarp til at købe designs – men tro ikke at man skal lave alting selv. Internationalt design-indkøbscenter.

5) Lav et internationalt sourcing-center i Asien, således at der altid er skarpe indkøbere ude for at jage de bedste underleverandører af halvfabrikata og teknologi. Iagttag hvad konkurrenterne finder på, og eksekvér produkterne inden de selv når det. Har B&O fået en digital billede-ramme? Jeg har ledt efter den i 3 år nu. Har B&O bygget nogle aktive søjle-højttalere, hvor man kan løfte en lem i den ene og sætte sin iPod i?? Nåh, den har jeg også ledt efter i et par år.

6) Halvdelen af lyd og billede er software. Lav et software-udviklingscenter i Rusland hvor verdens bedste matematikere findes. Få de bedste programmører til at eksekvere bulletiner som skabes i USA eller fra et kreativt center i Danmark (nej, stadig ikke i Struer!).

7) Differentier priserne på produkterne og sæt omsætningshastigheden op på produkterne. Klip kunderne for 3x30.000 kr. hver 3 år, frem for 2 x 80.000 hver 6. år.

8) Lav nogle kategorier ligesom bilproducenterne. Lad kunderne komme ind på entry-niveau, og lad dem så stræbe efter større og smartere modeller. Lav software/feature expansion, således at man sælger det samme produkt men med forskellig software til vidt forskellige priser.

Sand innovation!

2007-12-15T10:59:00.001+01:00

Nu er det så sjældent at man oplever sand innovation.

Ofte er det blot versionering af eksisterende produkter – altså forbedringer (eller forværringer). Så når man en sjælden gang oplever sand nytænkning så fortjener det en klapsalve af de helt store.

Se blot denne mand som har udviklet et kreativt computerspil:

http://www.youtube.com/watch?v=QsTqspnvAaI

helt fænomenalt. Jeg blev faktisk nødt til at gå ud og købe en Tablet-PC bare for at prøve det!

Kina. Mulighedernes land!

2007-10-22T10:58:00.000+02:00

Jeg har lige været på en tur til Kina, og jeg må sige at jeg er overrasket. Egentlig ved jeg ikke hvorfor jeg er overrasket, fordi jeg har qua mit internationale arbejdsliv egentlig haft ret store forventninger til hvad kineserne kan. Realiteten er blot at Kina som det ser ud i dag alligevel overstiger mine forventninger mangefolds.

Når man rejser rundt og deltager i messer, tager på virksomhedsbesøg, og møder andre udlændinge der arbejder i Kina (Amerikanere, Tyskere, Svenskere, Australiere) så bliver man imponeret over dels hvad der laves i Kina, og hvor store mængder varer der laves, og hvor forskellige varer der laves. Når man tager rundt på fabrikkerne og ser pakkehallerne på fabrikkerne, så ser man alle kendte (og ukendte) vestlige mærker, som alle får produceret hele eller dele af deres brands i Kina. Det er tekstil, stål, elektronik – ja alt hvad fantasien kan rumme. Kina er simpelthen hele verdens produktionshal nummer ét!

Konkret deltog jeg i møder med en kinesisk kugleleje-fabrikant. Formålet med mødet var at vurdere kvaliteten i et kugleleje, som kineserne havde produceret for en dansk agent. Den danske slutkunde er en stor kendt producent af konsum-elektronik, der skulle bruge lejet til et af deres produkter, men desværre kun kunne finde et sådan leje i USA – til ca. 1.000 kr./stk. Prisen var i overkanten for danskerne der skulle bruge lejet i tusind-tal. Fabrikken i Kina har en gammel videnskabsmand ansat. Jeg vurderer ham til at være ca. 65 år gammel, og han var ingeniør med speciale i kugleleje-teknik (ja, det speciale har de i Kina). Den gamle havde arbejdet på det kinesiske rumforskningsinstitut hvor han designede kuglelejer til brug i satellitter. Nu var han så ”gået civil” og arbejdede som teknisk direktør for den virksomhed som vi mødte. Efter nogle måneders analyse af det amerikanske kugleleje, var kineseren nu i stand til at producere kuglelejer der var påfaldende tæt på originalen, blot en fraktion af prisen. Det at producere lejet er en meget omfattende opgave – hver enkelt leje skal igennem over 200 manuelle arbejdsprocesser inden det lå færdigt, så man forstår godt amerikanerne skulle have 1.000 kr. for det. Men med kinesere til minimumsløn så reduceres prisen med helt op til 25 gange afhængig af hvor arbejdsintensiv en opgave der er tale om. Jo mere ”håndarbejde” – des større prisforskel i kinesernes favør, og lejet her var for fint til at kunne bearbejdes i en CNC-maskine.

Jeg havde nok egentlig også forestillet mig at kineserne havde mange flere manuelle arbejdsprocesser end Vesten – men også den antagelse måtte jeg æde i mig. Kineserne har CNC-maskiner i lige så stort omfang som jeg har set i Vesten – forskellen er blot at disse var kinesiske (kopier?) og sikkert meget billigere end de Vestlige. Det interessante er jo, at når nu kineserne er så lærenemme som de er, så starter læringsprocessen (og kopieringen) på low-level-niveauet med smede-jern og grov-produktion. Men jo mere der læres og jo mere sofistikerede maskiner der produceres, des mere avancerede produkter kan man lave i Kina.

Jeg må jo bifalde Steve Jobs. At han har mestret at skabe/designe Ipod’en og hurtigt få den masseproduceret i Kina og markedsført i Vesten – i dyb integration til sin internet-musikhandel ITunes. Det er et sandt strategisk mesterværk. Jeg ved selvfølgelig ikke hvad en IPod koster i ren produktion i Kina – men jeg vil tro baseret på de møder jeg har haft med fabrikker/agenter i Kina at jeg skyder over målet hvis jeg siger 10-15 USD. At produktet sælges i Detail for 250-400 USD er fantastisk. Marketing og opbygning af et brand er dyrt – det ved alle afsætningsfolk. Men der er stadig voldsomt meget luft til at skabe et hæderligt indtjeningsbidrag. Mest tankevækkende er at det er sket samtidig med at en stor del af verden stadig sad og troede at Kina kun var møg-produkter. Kina har sandt nok masser af møg-produkter – men pas nu på. Det er et meget avanceret land med helt utrolige muligheder qua sine næsten uudtømmelige ”human ressources”. Der er stadig over 1 mia. mennesker der endnu ikke har fået lov at flytte til byerne fra landet – så Kina løber ikke tør for menneskelige ressourcer lige med det første. Kina har flere uddannelsesinstitutioner end der findes danskere under uddannelse, så skal kineserne nok klare den. Fremtiden tilhører Kina – og hvor det så efterlader os andre henne, det er jeg ikke lige nået til en konklusion på endnu…

Det gode domænenavn

2007-10-22T10:56:00.001+02:00

Hvilket domæne skal man vælge forud for start af en virksomhed – online eller offline:

Med domænenavne/URL’er er der en del ting der skal overvejes:

1) Det visuelle udtryk

2) Det auditive udtryk

3) Det fonetiske udtryk

4) Domæneudtrykket

Det visuelle udtryk dækker hvordan URLen ses på tryk særligt i marketingøjemed – altså det udtryk man har i logoer, breve, annoncer, visitkort osv. Mit mantra er (og jeg er ikke alene): Hold det så KORT som overhovedet muligt. Det er svært at læse lange domæner – sværere end at læse en høj lix, da øjet ikke er vant til at læse URL’er, på samme måde som det er vant til at læse skreven tekst (almindelig skriftsprog). URL’er er jo ikke brudt med mellemrum, kommaer og punktummer. www.for-hvordan-læsermansådanensætning.her ? www.Help.dk er uden tvivl et godt valg til vores håndværkerbørs, men også www.Jubii.dk ser meget fint ud på skrift - eller www.Skype.com for den sags skyld. Til sammenligning så er sparekassennordjylland.dk ikke optimalt, da de to ”n’er” midt i domænet får det visuelle udtryk til at ”snuble” - uanset at banken rent faktisk hedder det den nu gør.

Det auditive udtryk dækker modtagerens mulighed for at nemt forstå hvordan domænet skal skrives, når modtageren alene (!) får det formidlet auditivt - altså via lyd (d.v.s. tale, telefon, radio, samtale o.s.v.) Her er sub-domæner bindestreger og tal, er et rigtig dårligt valg. Det er meget kompliceret at få over ”scenekanten” i for eksempel en radioreklame. Igen husk ”hold det kort” som en gylden regel. Mange internetbrugere forstår ikke sub-domæner og vil skrive ”www.” foran alt hvad de hører – uanset om det skal stå der eller ej. Bindestreger er forfærdelige at udtrykke auditivt. For når man skal promovere sin bilforretning og har kaldt den ”brugte bindestreg biler punktum dk” - så er det meget mindre kønt end www.brugte-biler.dk på tryk. Tal er et modefænomen i domæner der heldigvis er ved dø hen igen, og som faktisk heller ikke fungerer. For domæner der hedder how2know.dk (how to know) eller cafelatte4everyone.com (cafe latte for everyone) det er et udtryk der minder om et 80’er pladeomslag med Prince (han brugte altid den tegnsætning) - og i en radioreklame går det helt galt. Prøv selv at sige: ”cafe latte firtal everyone punktum com” ...behøver jeg sige mere?

Det fonetiske udtryk linker meget til det auditive, det omfatter om hvorvidt man nemt får navnet ud af munden, eller om man er i gang med at vrøvle eller snuble over navnet inden det ”kommer ud”. www.Gipsgebis.bg er et meget dårligt fonetisk valg. Med mindre man i forvejen kender den danske vittighed med Bispens Gipsgebis – så vil modtageren altid sige ”HVABA??” når man forsøger at formidle sådan et domænenavn. Altså gælder det om at finde ord og navne der kommer ”let hen over tungen”. Enstavelsesord er super gode, også kunstige ord som f.eks. ”Joost” der læner sig op ad fonetikken i det engelske ord ”Used”. Sprogforviklinger kan komme i vejen for ellers gode forsøg. F.eks. kan min virksomhed RazorSkills leve et rigtig fornuftigt liv i engelsktalende lande, men det går helt galt for langt de fleste danskere, - og andre Ikke-engelsktalende lande lider også voldsomt når de skal forstå navnet, - fordi de ikke forstår symbolikken i hhv. ordet Razor (skarp) og Skills (evner).

Domæneudtrykket drejer sig om at hjælpe hjernen med at høre/se det den gerne vil. Det ubevidste vil forsøge at få alle domæner til at starte med ”www” - fordi for 90% af befolkningen er det normalen – uanset om man har et subdomæne eller ej. Desuden vil de samme 90% ikke forstå andre endelser end ”.com” og ”.dk”. Tillige er bindestreger og ÆØÅ også forbudt for den smarte domæne-køber. Bemærk tillige at Outlook (i hvert fald tidligere versioner) og mange andre e-medier ikke automatisk laver subdomæner om til hyperlinks som f.eks. subdomain.allan.com (her tastede jeg blot …men linket blev ikke blåt/understreget, på samme måde som det kommende forslag herunder vil blive det: www.skovmand.net som dog giver et hyperlink - men modtageren vil ikke forstå endelsen (at det er ”.net”) og de spørger ofte ”dot net punktum DK eller hvad ??”. Min virksomhed Help.dk er igen et godt eksempel på et navn der fungerer rigtig godt, dog på nær hos de ældre generationer i byggebranchen. De tænker slet ikke ”engelsk” på samme måde som de yngre generationer, og spørger om vi hedder ”Hell”?? Hmm…Hell no we don’t.

Kort opsummering på det supergode domænenavn:

Korte ord, der er nemme at skrive, er nemme at læse (og læse op), nemme at forstå, og nemme at se på skrift. Pas på med at starte med at kalde din virksomhed for ”Pastalife” - for det er rigtig surt når man senere beslutter sig til også at sælge økologiske oliven eller tørret frugt. Da jeg var helt grøn i eBusiness i slut 90’erne, var der ingen der kunne forstå hvorfor Amazon.com hed sådan et tilsyneladende åndsvagt navn, og alle syntes at CDNow.com var genialt. Set i bagklogskabens lys er jeg sikker på at sidstnævnte hellere ville have heddet Jungle.com eller noget helt andet. For når CD’en er uddød og næste medie opstår, så er det surt at hedde noget der hører gårsdagen til.

Hvad koster et Internet domæne? Tja, realiteterne er at det er meget svært at finde et godt domæne der ikke er registreret på forhånd, så glem drømmen om at få det for 50 kr. Men personligt vil jeg slet ikke være bange for at investeret 10.000kr., 100.000kr., eller 1 mio. kr. for den sags skyld, som investering i det rigtige domænenavn. Alternativet er at man skal bruge oceaner af penge på at reklamere for en adresse som ingen kan huske alligevel. Modsat hvis man har et navn der passer perfekt til virksomheden, og dermed understøtter virksomheden i sit udtryk, - så sparer man mange penge i markedsføring bl.a. fordi mund-til-mund-metoden er den billigste form for marketing i verden. Og hvorfor ikke gøre denne marketing-form så effektiv som overhovedet muligt? Set på virksomhedsregnskabet har man endvidere den fordel at domænet kan aktiveres til anskaffelsessummen, så man får en regnskabsmæssig fordel ved ikke at skulle afskrive sin ”marketing” i et hug, på samme måde som hvis man bruger de samme penge på en dagbladsannonce. Hvordan man så køber domænet i 2-håndsmarkedet er en videnskab i sig selv, som jeg ikke vil komme ind på her, men sørg for at tænke dig rigtig godt om inden du handler. Det gode navn skaber ikke en virksomhed, men det skaber et grundlag for at huske virksomheden når den nu først er skabt.

Andelen af .com domæner der sælges over 10.000 USD er stigende, så noget tyder på at markedet er ved at få øjnene op for at domæner er vigtige i virksomhedens marketing. Tænk sig at domænet sex.com blev solgt for op imod 70 mio. dkr. Og nu ventes domænet wallstreet.com at nå tilsvarende højder efter for få år siden at være handlet i omegnen af 5-6 mio. dkr. Danske domæner ligger i en helt anden klasse, men får du tilbudt det rigtige navn så tænk lige en ekstra gang om ikke det er værd at slå til selvom prisen er høj. Jeg vil slå til næste gang jeg mangler et godt navn. Jeg har erfaret at der er meget stor forskel på at bo på Strøget i København med sin butik – set i forhold til en af sidegaderne. Og det er den sammenligning man skal foretage. I sidegaderne til Strøget kommer 1% af den trafik som der kommer på Strøget og kundegennemstrømning er det vigtigste af alt. Så kan man altid finde noget at sælge dem bagefter.

The Fish Bowl Bank (Jyske Bank)

2007-10-14T23:50:00.000+02:00

Jyske Bank har i de senere år kastet sig ud i en profileringskampagne af de store. For dem der ikke har været i banken hermed et lille resume:

Man byder nu på café med friskmalede kaffebønner, cafelatte, varm chokolade, og bolsjer til de søde tænder, samt et virvar af gimmicks som bl.a. selvironiske tekster malet på væggene, illusionen at gå igennem vand med guldfisk svømmende rundt i (en interaktiv videoprojektering på gulvet) samt fladskærme med marketingbudskaber, og papæsker med Jyske Banks ”produkter” – som var det en softwarepakke som MS Office eller en pakke indisk risret fra Knorr.

Jeg mødte i 2000 et par Jyske Bank direktører der havde en vision, at skabe Danmarks CRM-bank nummer et (sådan som jeg oplevede deres fremstilling af den). Det var dem der skiftede Jyske Banks gammeldags lysegrønne skrivebordsmiljø ud med nogle mere imødekommende ”øer” hvor kunden i stedet for at sidde i en grøn stol modsat bankrådgiveren, - nu kom til at sidde på samme side af bordet som rådgiveren. Kunden slap for tanken ”hvad mon der står om mig på hans computerskærm?”. Med åbenheden blev det klart at bankrådgiveren havde Outlook og en rodet desktop - lige som alle andre IT-brugere. Meget afmystificerende og imødekommende og uden tvivl effektivt i processen med at skabe tillid og nærvær overfor kunderne. Det gik faktisk helt godt med den strategi og det må kunne læses på Jyske Banks aktiekurs.

Hvordan kom vi så fra dette CRM-initiativ, til det tivoli der nu er fremherskende i Jyske Bank? Der er jo unægtelig sket noget af en udvikling, som endvidere er blevet suppleret med ”JB News” TV-reklamerne der mest af alt virker som om de er produceret af samme reklamebureau der har skabt ”Eddie C” – den tåbelige ejendomsmægler-aspirant der gerne vil arbejde hos EDC-ejendomsmægleren, men som ikke fatter hvad tillidskabende relationsopbygning er.

Det er jo ikke fordi der er noget galt med at servere kaffe, eller ved at male skrifter på væggene. Men det jeg hæfter mig mest ved er, at når man kommer ind i banken, så sidder der en medarbejder i ”Spørg-baren” som er en skranke med udlevering af bolsjer (og gode råd), og staklen har ofte et stort arbejde med at styre de skolebørn der kommer forbi efter varm kakao og bolsjer, og med at rydde op efter dem. Faktisk ser medarbejderen ofte helt ulykkelig ud ved opgaven, dels at skulle behandle ungerne ordentligt (deres forældre kunne jo være kunder), samtidig med at skulle holde banken ryddelig for tomme kakaobægre. Endvidere er kassefunktionen reduceret til én ”Penge-bar”, med det resultat at der kan være nogle mægtige køer på den ene side af banken hvor de eksisterende kunder står og venter, alt imens der i kaffebaren er personlig ekspedition af bolsjer og kakao til kundeemner der overvejer hvor de skal gøre af månedens SU.

Indrømmet, jeg ved ikke meget om bank-drift, men jeg kan ikke være i tvivl om at den gimmick har haft og har en reklameeffekt. Det er blevet diskuteret og talt om både i bankbranchen men også i andre brancher. Giver omtalen kunder? Og giver ”tivoliet” fremtidig forretning? Jeg vil tillade mig at være i tvivl om det sidste. Nye kunder bliver nysgerrige og tager måske en kop kaffe – men blivende forretning får man ved at kerneydelsen er iorden; Bank-service! Personligt bliver jeg distanceret fra banken når det hele bliver for poppet, - og særligt hvis grundydelserne ikke samtidig er i orden. Her bør jeg nævne Jyske Banks Internetløsning overfor erhvervskunder. Det er en løsning der har en del år på bagen, og som jeg uden at fornærme nogen vist godt kan kalde forældet. Lige så lidt jeg ved om bank-drift lige så meget vil jeg hævde at vide om Internet-løsninger som superbruger og IT-strateg. En løsning hvor man ”rammes” af begrænsninger der stammer fra manglende løbende investering/opdatering af IT-løsningen.

Jyske Bank har en IT-løsning der slæber et tonstungt drivanker efter sig – den analoge bankdrift af mennesker og afdelinger. Lad mig give et par eksempler: Netbanken lukker kl. 24:00 (!! Tro det eller lad være) – og holder lukket helt til kl. 06:00 om morgenen. Pengeoverførsler der skal effektueres næste dag skal køres inden kl.18:00. Lad mig gætte at det er fordi Jyske Bank skal batche data imellem en masse systemer, og køre en række backups. Ikke ligefrem et vidne om en progressiv bank. Endvidere er det tydeligt at en del bankøverførsler (særligt de udenlandske) - behandles manuelt af Jyske Bank medarbejdere, også selvom man indtaster dataene i direkte netbanken. Dette er krydret med en række totalt nørdede brugeroplevelser og talrige fejlmuligheder og uhensigtsmæssigheder i menuerne, der med alt tydelighed er opstået fordi det er IT-nørder der har designet systemet for mange år siden (og ikke usability-eksperter), gør at man bliver alvorligt bekymret. Systemet har endvidere en client/server lignende arkitektur der nok sælges at Jysks Bank som en feature – men ikke desto mindre låser brugeren fast til den klient hvor netbanken (og koden) er installeret.

Risikoen er netop at når en virksomhed oplever for megen medgang, så opstår der en selvopfattelse at ”alting er perfekt” – og her sættes virksomhedens skarphed ud af kraft – eller reduceres. For hvis man skulle vælge imellem to strategiske valg: Enten at lave ”The Fish Bowl Bank” eller at udvikle Danmarks bedste Internetbank på et område hvor man mildest talt halter bagud – hvad er så argumentet for at vælge det første?

Jeg vil gætte på at det er aktiekurser eller ”shareholder value” der skaber denne prioritering – for offentligt kendskab og massive kampagner overfor kunderne hvor de opfordres til at blive aktionærer, skaber en overefterspørgsel efter Jyske bank aktier der vil hæve kursen kunstigt, i forhold til den ”kedelige ukendte bank” der til gengæld har investeret i bank-services med henblik på at beholde nuværende kunder, og få nye kunder via referencer.

(Update) Når nu finanskrisen er trådt ind, tror jeg mange ville ønske man havde købt færre ”fish bowls” og arbejdet lidt mere med bankens kerneydelser.

McDonalds ejendomsselskab

2007-09-08T10:48:00.001+02:00

Jeg har læst et par bøger om McDonalds – foruden nogle Blogs og nogle artikler om dem. Det var ikke så meget fordi deres menukort siger mig så meget, men mere fordi virksomheden bag faktisk er ret interessant, og historien om hvordan Ray Kroc startede McDonalds er jo beundringsværdig og interessant for enhver iværksætter (læs bl.a. en gammel bog der hedder ”Behind the Arches” – det er spændende læsning der kan fås på Amazon.com for 1 dollar + porto).

McDonalds opererer som bekendt primært med selvstændige franchisees, der som enkeltmandsvirksomheder driver restauranterne efter ”McDonalds Operations Manuals” og (viser det sig) ofte i McDonalds’s egne ejendomme. Typisk køber de efter sigende de ejendomme som der drives restauranter fra – eller McDonalds bygger dem selv. Hvordan får en virksomhed som McDonalds så råd til at etablere restauranter i den hastighed som de gør? Ekspansionen finansieres simpelthen ved at man indgår en langtids-lejeaftale med den kommende franchisee (restaurant-ejer), og med sikkerhed i den ofte lange lejeaftale kan McDonalds så låne pengene til at selv at betale for ejendommen. Det fantastisk smarte ved dette setup er, at McDonalds dermed sikrer sig, at selv efter at ejendommen er fuldt betalt, der betaler franchiseen fortsat husleje – og vel at mærke ofte en omsætningsafhængig husleje med et minimum. Huslejen stiger altså mere end huslejemarkedet, i takt med at butikkens kundegrundlag øges sammen med kendskabsgraden og restaurantens succes. Så hvis en franshisetager er succesfuld - så sidder han altså med en dyr ”husleje” (bortset fra at det hedder det jo ikke hos McDonalds).

Selskabet selv får en helt fantastisk forrentning af sine ejendomsinvesteringer og har kontrol over næsten alt omkring sig i sit valg af placering og adgang til markedet. Jeg ved at McDonalds franchisees ofte betaler (eller stiller personlig garanti for) et millionbeløb før de får retten til at drive restaurant. Disse garantier er penge værd og det benytter McDonalds sig af. Foruden dette, arbejder de kommende restaurantejere gratis på andre restauranter, for derved at lære hvordan konceptet eksekveres (en ordning som samtidig sparer McDonalds en del personaleudgifter). Godt tænkt hvis man har ”prospects” nok omkring sig.

Jeg ved ikke om i er inspireret nu? Men jeg blev det i hvert fald meget da tiøren faldt for mig. Det virker faktisk som om at indtjeningen fra salget af mad, går i franschisetagerens lommer. McDonalds er så ”bare” en stor indkøbsorganisation, og leverandør af køkkenudstyr, samt sidst men ikke mindst; et internationalt ejendomsselskab af de helt store. Kunsten er jo så bare at sikre at lejerne tjener gode penge – og her kommer så menuen ind i billedet igen. Pas nu på McDonalds når i udvikler menuen.

Magasinet Wallpaper

2007-09-08T10:44:00.001+02:00

Jeg har lige købt magasinet Wallpaper i Bangkok lufthavn – man skal jo have transit-tiden til at gå med noget interessant. Lad mig gengive de første sider af magasinet der er kendt for at være verdens førende udsigtsvindue for design, interiør, mode, kunst, livsstil og arkitektur.

De første sider er reklamer for:

Gucci (Dobbeltside)

Gucci (Dobbeltside, ja, endnu en)

Louis Vuitton (Dobbeltside)

Dior (Dobbeltside)

Armani (Dobbeltside)

Guess (Dobbeltside)

Calvin Klein (Dobbeltside)

Bisazza (Dobbeltside)

Hugo Boss (Dobbeltside)

Paul Smith (Dobbeltside)

Bally (Dobbeltside)

Aquascutum (Dobbeltside)

Cesare Paciotti (Dobbeltside)

Dolce & Gabbana (Enkeltside)

Det er meget interessant. Først kan man jo undre sig over at det overhovedet er muligt at tage 75 kr. for et blad hvor de første 27 sider før indekset er reklamer (!) - og helt sikkert hamrende dyre reklamer. Men jeg tager det som en retningsviser for hvilke brands der måske er de mest succesfulde og/eller aggressive lige nu. Det er måske meget at lægge i analysen, der ikke har et særligt stort empirisk grundlag, men det er helt bestemt en retningsgiver for hvilke brands der er ”in” lige nu.

Jeg har lige tilbragt 11 timer i et fly sammen med en eksportchef fra Skagen Design, som jeg sad ved siden af. Skagen Design er det man vist kalder et ”accessories firma” – de sælger ure (som er virksomhedens vugge) men også andre tilbehørs-produkter under brandet ”Skagen”. Skagen Design har det til fælles med Gucci (som dog tillige mestrer at købe 4 sider reklamer i Wallpaper), at de producerer deres ure hos den samme kinesiske underleverandør. Men Skagen kan ikke tage ”topmargin-markedet” som de store som bl.a. Gucci sidder på, dette de fælles produktionsfaciliteter til trods, - men satser i stedet på volumenmarkedet. Det sker lidt ud fra samme filosofi som Kvik-køkkener ”at alle har ret til et fedt ur” (der er IKKE det officielle slogan). Min rejseledsagerske var på vej til at bosætte sig i Hong Kong med henblik på yderligere at udbrede det danske brand ”Skagen” i Asien. Meget spændende – held og lykke til hende og til Skagen Designs!

Det interessante er at de fleste mærkevirksomheder i dag har store problemer med kopi-produkter. Så på den ene side vil man gerne producere billigst muligt, og outsourcer derfor til Kina. På den anden side kan man være 100% sikker på, at så snart at man har sendt sit produkt til Kina, så har man kopiprodukter på vej til markedet. Jeg har flere gode venner i forretningslivet der er specialister i Kina som outsourcingland og produktion derude – og samstemmende siger de, at alt hvad Kina ”opdager”, og som har en efterspørgsel i massemarkedet, - det kopieres. Det er at fra motorcykler, tyggegummi til mobiltelefon-headsets. Det eneste der er forskel på er hvordan mærkevare-virksomhederne bekæmper problemet.

Der var pludselig noget der slog mig under en af mine efterhånden mange forretningsrejser rundt i verden. Lande der tæller både velfærdsstater & U-lande. En ting der er gennemgående for alle disse lande er, at de store ovennævnte varemærker er tilstedeværende overalt og sikkert i alle andre metropoler i verden. Selvfølgelig er de det kan man sige, men en tendens jeg pludselig ser, er at alle har egne ”self operated brand-stores” (som de siger i udlandet), altså butikker som alene sælger egne brands under fuld egenkontrol. Det er Gucci-butikken side om side med Luis Vuitton, eller som jeg senest opdagede: Pierre Cardin skobutikken i Vietnams hovedstand Ho Chi Mihn City. Det er jo en fantastisk strategi, for man sikrer sig ikke alene hele den gigantisk store margin der er på produkterne, men man sikrer sig også imod ureglementeret distribution af produkterne, endvidere får man total pris-kontrol. Man risikerer ikke at ende på en hylde i et stormagasin med et ”Udsalg minus 30%”-skilt hængende over. Enhver mærkevare-virksomheds skræk er, at prisen på produktet udvandes af aggressive detailister der forsøger at hente lidt dækningsbidrag til deres egen succes, men samtidig udvander eksklusiviteten i de dyre mærker ved at være for utålmodige.

Hvad sker der så med stormagasinerne der tidligere har levet af at sælge de store brands? (som Magasin i Danmark eller Bloomingdales i USA). Deres eneste forretningsmulighed i fremtiden bliver efter min mening, de små og ubetydelig eller opcoming brands, suppleret med egenproducerede ”private brands”. De store går i retning at få egne butikskæder. Det er deres eneste redning mod Kinas kopiering og imod detailisternes udvanding af værdien af deres brands. Bonussen er at man sætter de frie markedskræfter (konkurrencen) ud af kraft. For er Gucci eller Luis Vuitton sælger vel species-varer uden sidestykke? Jeg ved at den danske konkurrencestyrelse begynder at interessere sig for sådan en strategi. I mellemtiden må man se på at selv konsum-elektronikmærkerne får egne butikker. Det gælder Sony og Samsung foruden Bang & Olufsen i den eksklusive ende.

Eneste problem med brand-store strategien er at det er hamrende dyrt at etablere egne butikker i hele verden, - og penetrationshastigheden er for langsom til at være acceptabel for de fleste mærkevarevirksomheder. Måske skal de lade sig inspirere af McDonalds?

-------

McDonalds opererer som bekendt primært med selvstændige franchisees, der som enkeltmandsvirksomheder driver restauranterne efter ”McDonalds Operations Manuals” og i McDonalds’s egne ejendomme. Hvordan får en virksomhed som McDonalds så råd til at etablere restauranter i den hastighed som de gør? Typisk køber de efter sigende de ejendomme som der drives restauranter fra – eller McDonalds bygger dem selv. Det finansieres ved at man indgår en langtids-lejeaftale med den kommende franchisee (restaurant-ejer), og med baggrund i den ofte lange lejeaftale kan McDonalds så låne pengene til at betale for ejendommen. Det fantastisk smarte ved dette setup er, at McDonalds dermed sikrer sig, at selv efter at ejendommen er fuldt betalt, der betaler franchiseen fortsat husleje – og vel at mærke ofte en omsætningsafhængig husleje med et minimum. Huslejen stiger altså mere end huslejemarkedet i takt med at butikkens kundegrundlag øges med kendskabsgraden.

Hvis mærkevarevirksomhederne forfølger McDonalds markedspenetrationsstrategi, vil jeg tro at man kan genvinde kontrollen med langt de fleste brands, og få kontrol over sine priser og med kopiprodukter. Man udvikler simpelthen et franschise-netværk af butikker hvor man tager meget store deposita fra kommende franchisees, man laver lange bindende lejekontrakter med dem, finansierer butikken med disse midler, og ender basalt set også som et ejendomsselskab. Et ejendomsselskab der ikke har problemer med at finde sine kommende lejere – franchisees er typisk meget nemme at finde for en kendt mærkevarevirksomhed. Man får ingen betalingsproblemer med lejeren, da produktet er succesfuldt og prisen/indtjeningen er kontrolleret (dikteret). Og man får ingen uventede uhensigtsmæssige ombygninger eller lejer-skift, da alt er reguleret via franchise-aftalen og brand-manualen.

PS:

Ovennævnte åbner en markedsmulighed af de helt store – hvilket faktisk var grunden til jeg skrev ovennævnte blog. Læs om muligheden for investering i strøg-ejendomme her.

Kohberg Brød – ”With very soft ruuukøørns” (Branding)

2007-08-20T10:40:00.000+02:00

Jeg faldt over Kohberg brøds reklame i TV i går aftes på TV2, og jeg må indrømme at jeg synes det er fuldstændig dilettantisk reklamearbejde. Jeg bliver simpelthen så hamrende irriteret, at jeg må gå ud mens den kører på skærmen. Jeg synes en reklame hvor man bruger temaet med Jydekompagniets (gl. dansk satire) forengelskning af det danske sprog, så er man ikke kun uoriginal men også i fare for at segmentere meget snævert (Jyder til – og Køwenhavnere fra). Og stereotypen ”den amerikanske turist” i et dansk supermarked er totalt forfejlet. Alle ved at amerikanerne ikke bor på campingpladser og handler i supermarkeder. De tager krydstogter, og de spiser altid ude – enten fastfood eller på restaurant. Ups Kohberg – i har fanget Danmarks eneste amerikanske turister?

Jeg antager at man hos Kohberg forsøger at være sjov? Jeg har spurgt omkring – og sjovt nok er der meget få Københavnere (Storkøbenhavnere/Sjællændere) der synes den reklame er sjov eller god. Den var heller ikke sjov da temaet var en entusiastisk brødmedarbejder i supermarkedet der sov sammen med brødet om natten i supermarkedet, eller da samme medarbejdere klistrede gule mærkater på sin chefs ryg (mærkater med tilbud eller besked om rugkerner?). Københavnere har et begreb vi kalder ”Jydehumor” – og jeg tror Kohberg må siges at være eksponent for dette. Sjovt nok falder reklamerne også i bedre jord i min jyske omgangskreds. De synes alle at den er moderat sjov, og de kan alle huske temaet fra reklamen bedre end jeg (jeg udvandrer jo også altid).

Jeg bør her tilføje at jeg kaster med sten i mit eget glashus så at sige; Jeg er nemlig halvt sønderjyde (Kohberg er fra Sønderjylland) og kan stadig gribes i at tale med dialekt. Samtidig kan man ikke klandre Kohberg for at gøre det dårligt – de er omend meget succesfulde, og tjener konsistent masser af penge. Jeg brokker mig heller fordi jeg sympatiserer med Schulstad (dem med Skovmands-rugbrødet) – de købte domænet skovmand.dk for næsen af mig i 1997, og vi har ikke været venner siden. Nej, jeg mener at jeg netop med ovenstående profil netop kan tillade mig at rejse spørgsmålet om Kohberg burde skifte reklamebureau og branding-ansvarlig? Om Kohberg nu er vokset 35% hen over de sidste 5 år men måske KUNNE være vokset 50% eller mere? Det er altid svært at sætte de rigtige mål i en succesfuld virksomhed, fordi hvordan finder man ud af om man gør det godt nok, når alle andre gør det dårligere?

Jeg synes til sammenligning at Harry og Bahnsen fra DSB er et glimrende eksempel på fantastisk reklamefilm. Bates Redcell har vundet så mange priser for den film så jeg kan vel ikke klandres for at rose dem blot fordi de er mine kunder? Men der er bare så uendelig stor distance imellem ”With very soft ruuukøørns” fra Kohberg – og så vores bamseven Harry. Hvad er det der gør forskellen? For jeg tror faktisk at Kohberg selv mener at deres reklame er succesfuld, og som det nogen gange siges i København ”If it aint broken – don’t fix it”…og sådan gik det til at Kohberg fortsatte med dilettantreklamerne, og at DSB fortsatte med Harry & Bahnsen. Så er det i stigende grad vigtigt hvor man ”står på toget” – for hvis man starter for uambitiøst – så er man sat af på godstogssporet - mens andre kører MagLev (Japansk højhastighedstog).

Jeg er ikke brandingekspert – men jeg kom i tanker om at man måske kunne ramme et endnu større segment hvis man finder en person med større appel i befolkningen? Apropos og helt tilfældigt mødte jeg Jan Lindebjerg (Lindeberg?) – ham der er ”inde i” nissen Pyrus. Jan fortalte mig, at han nu laver pay & play golfbaner i stedet for skuespil (overrasket? Det var jeg). Så var det jeg tænkte om ikke Bates Redcell kunne lave noget kreativt med Jan Lindebjerg som en af hovedkaraktererne (selvfølgelig IKKE som nisse). Jeg tror at hvis man gik efter børnene i reklamerne, og fandt en mand med børne-appel som Jan ubestrideligt har masser af – så ville de voksne være tvunget til at købe brødet. Også i Køwenhavn. Kohberg kunne sikkert træde et skridt op af branding-stigen?

Jeg har konsulteret en af partnerne i Bates Redcell, og han giver mig den simple forklaring på brødreklamen, og andre reklamer jeg brokker mig over til ham nu og da:

”Hvis du synes den er dårlig – så er det simpelthen fordi du ikke er i målgruppen!”

Hmmm. Jeg håber ikke det betyder at jeg så netop er i målgruppen for de reklamer jeg synes er gode? For så vil jeg ende med et hjemmefadølsanlæg, en spoiler fra T Hansen så stor som bagvingen på en Boeing 747 (bagpå min Volvo), og ja – en række billetter til DSB Orange når jeg besøger vores kontor i Jylland hver uge. Ikke just en lovende fremtid synes jeg – jeg håber branding-eksperten fra Bates tager fejl og jeg selv har ret (smiler).

PS: Kohbergs moderselskab har tidligere heddet ”Fogtmann Færdigbeton”. Se DET synes jeg er sjovt. De blander lidt af hvert i Fogtmann familien.

PPS: Jeg har Googlet Kohbergs marketingansvarlige Michael Rydder her http://www.google.com/search?sourceid=navclient&ie=UTF-8&rls=SUNA,SUNA:2006-28,SUNA:en&q=%22Michael+Rydder%22 .

Lars Larsen sælger fladskærms TV

2007-08-16T14:39:00.000+02:00

Ovenstående læser jeg i Børsen, og samtidig tænker jeg tilbage på da Aldi proklamerede at de ville til at sælge computere. I begge tilfælde har de oprindelige brancher - radio/tv-branchen og computerbranchen proklameret at det aldrig ville komme til at gå. At kunderne kræver langt mere rådgivning, og gerne vil betale for denne rådgivning. Hmm…

I begge tilfælde må man konkludere at de to har taget fejl. Kunderne køber nu produkterne som køb-og-smid-væk-næste-år produkter. Hvor der tidligere var tale om overvejelseskøb der stod i de små danske hjem i mange år, så er behovet for overvejelse og rådgivning svundet ind. Og de nye generationer er selv i stand til at gå på internettet og søge rådgivning omkring de produkter de ønsker at købe. Men for computerforretningerne (modsat radio/TV) der er mulighederne blevet større med årene, idet sortimentet udvikles meget hurtigt og produktlivscyklus er blevet meget kort. Men TV og Radio er blevet en forretning som efterhånden skal krydres med hvidevarer for at kunne hænge sammen.

Jeg har ved flere lejligheder læst Tom Peters sige at konsum-elektronikbranchen stod for at få en øretæve af de store, og blive hensat til en uhyggelig prisfokusering og benhård konkurrence om kunderne, og jeg synes man kan se det tydeligere og tydeligere. De store mærker får deres egne forretninger ”brand stores”, for der har de kontrol med produktets pris og præsentation – og alle de andre ”grå” produkter bliver mast helt i bund på prisen, fordi fremtidens forbruger søger information på nettet, ser produktet ”live” i den lokale konsumelektronikforretning – og går hjem og placerer sit køb i en internetforretning til lavest mulige pris. Der er vist kun én taber i det spil – og det er ham der insisterer at kunden vil have rådgivning og vil have det på byens hovedstrøg.

Hvad i alverden vil Lars Larsen så i den branche? Hmm ja, en ting har jeg lært – at når man først har kunden inde i butikken (trafik) uanset om det er online eller offline, så gælder det bare om at få ham til at lægge så mange penge som muligt. Og med den indkøbskraft som Larsen har, der synes jeg det er et spændende tiltag. Larsen har jo endvidere overskudskapital, - og kombinationen af megen kundetrafik, masser af ”locations”, og en stor pengetank – det kan blive elektronikbranchens mareridt. Der kan tages utroligt meget købsvolumen over i Jysk fra de gamle spillere i markedet. Og de ”gamle” har ikke taget truslen alvorligt, det ses tydeligt på Fonas regnskaber. Ejerfamilien holder stædigt fast og brænder egenkapital af i voldsom hast.

Kunden skal måske gøre sig klart at det kan have lange udsigter m.h.t. rådgivning og betjening når man skal købe sin konsum-elektronik. For godt nok er Jysk konkurrencedygtig på mange varer, men de unge ekspedienter er ofte noget ubehjælpsomme, og man kan let bruge rigtig meget tid i Jysk. Ventetid vel at mærke! Så dér får elektronikbranchen måske nok ret – men hvor mange danskere står gerne 30 minutter i kø for at spare 500 kroner? Sjovt nok rigtig mange danskere. Jeg indrømmer at jeg ikke er iblandt dem, men jeg kender flere der vil sove en nat på et fortov for at spare 1000 kroner på et TV. Hvorfor så ikke gøre det i Jysk? ...der kan man måske låne en madras.

Robbie Diesel og pladeselskaberne

2007-08-11T08:35:00.000+02:00

Pladeselskabernes deroute

Jeg må indrømme at min første rigtige karriereplan gik på at blive professionel musiker. Det er åbenlyst for enhver at det ikke gik sådan, men ikke desto mindre så havde jeg en meget lang og hård kamp med pladeselskaber, som da jeg var yngre var det hellige Mekka man som musiker SKULLE valfarte til med sine kompositioner. Der var mange myter om hvordan man fik den forgyldte pladekontrakt. Sjovt nok lykkedes det for en af mine bekendte fra barndommen; Søren fra Aqua. Han nåede det inden det blev for sent.

Jeg blev inspireret da jeg læste artiklen i Computerworld Online http://www.computerworld.dk/art/40712?cid=1&a=cid&i=1&pos=8 om pladeselskabernes problemer med distribution af musik online. For den første (og eneste) pladeselskabs-kontrakt som jeg nåede at læse, indeholdt en meget omfattende klausul omkring retten til at distribuere via alle kendte og ukendte medier (herunder Internet der ikke var kendt da jeg ville være musiker). Den klausul har åbenbart ikke været udbredt i hele branchen eller også er tolkningen faldet ud til kunstnernes fordel.

Som gammel musiker må jeg smile lidt af pladeselskabernes problemer i dag. Når man tænker tilbage i historien så har disse selskaber haft en stor magt, en magt som er gradvis udvandet næsten med eksponentiel hastighed over de sidste 50 år. I dag har de næsten igen magt – eller burde ikke have det!

I starten var man som musiker hensat til at lade pladeselskabet investere voldsomt i indspilningen af musikken, simpelthen fordi studie-udstyret var vanskeligt at betjene og kostede en mindre formue. De aller første optagelser kunne end ikke kopieres – så under indspilningen havde man en masse ”optagere” stående i lange rækker når musikeren indspillede sin musik, - og når indspilningen var færdig, kunne man gentage processen hvis man ønskede flere ”plader” af den samme musik. Det var en hård proces. Pladerne sad typisk i Jukeboxe dengang.

Pladeselskaberne investerede i denne proces og fik sit afkast af senere solgte plader. Optagelsen af musik på ”plader” startede så tidligt som over 100 år siden, og den første krise i pladebranchen opstod i 20’erne da kommercielle radiostationer begyndte at opstå og deres musikudbud medførte et drastisk fald i pladesalget, fordi folk nu kunne høre musikken i radioen helt gratis! Helt galt gik det som bekendt ikke, da radioerne fungerede som markedsføringskanal, og kvaliteten af musikken på vinyl var højere end via analoge radiobølger.

Pladeselskaberne havde en utrolig magt, da de sad på hele distributionen af musikken. Hvis de ikke distribuerede pladerne ud til markedet, så tjente kunstneren ingen penge på sin musik. Så simpelt var det. Og kunsterne var gode til musik – men dårlige til markedsføringen. Da vinyl-pladen blev introduceret, kunne man ramme massemarkedet med musikken, og det blev fantastisk lukrativt at være musiker og pladeselskab. Tænk at have en grænseindtjening på ca. 50 kroner på en plade der måske kostede 5 kroner at fremstille. Det var datidens softwarefirmaer (indtjeningsmæssigt). Da vinylen erstattedes med CD’er kunne pladeselskaberne sælge de SAMME plader til de SAMME kunder én gang til! Med stor profit som resultat, da musikken jo allerede var indspillet, og ny fyldte de kun det halve. Det var de gyldne tider. Kunstnerne smilede også, fordi de fik royalties endnu engang selvom man i teorien som kunde havde betalt for rettigheden til at afspille deres musik én gang. Men det kunne ingen jo efterprøve.

Lur mig om ikke pladebranchen allerede så småt dengang begyndte at gå og glæde sig til CD’ens efterfølger – i forventningen om at de så endnu engang kunne sælge de samme indspilninger til de samme kunder endnu engang. Det må have været noget af en streg i regningen at konstatere at næste distributions-bølge end ikke involverede pladeselskaberne. Nu kunne brugerne selv konvertere musikken til en computer-fil, og dele den med i princippet hele verden via Peer-to-Peer http://en.wikipedia.org/wiki/File_sharing teknologien via Internettet. Ups! Den udvikling var der vist nogen der overså. Det er jo med en vis stolthed at vi har faderen til teknologien med dansk ophav. (Janus Friis http://en.wikipedia.org/wiki/File_sharing). Ydermere kan musikerne nu selv indspille deres musikvideoer, og udgive dem på ww.Utube.com Det enste man mangler nu på Utube er en ”playlist” – og så har man MTV On Demand uden de tåbelige studieværter og deres snak. Det bliver en sjov udvikling at følge.

Jeg vil ikke være skadefro, og så alligevel jo! Jeg har det sådan med pladeselskaber, at jeg synes de har været for arrogante og selvfede i årevis, og at de nu totalt har misset udviklingen i markedet kan jeg godt smile af. Bare navnet siger jo det hele:

”PLADE-selskab” !

Det er et selskab hvis kernekompetence ligger i distribution af et bæremedie** – og IKKE selve musikken. Bare ærgerligt når markedet ikke længere vil have plader, men fortsat gerne vil have musikken. Så er man ramt af mediekonvergens og må enten finde en ny levevej, eller ændre strategi til at blive et MUSIK-selskab i stedet for.

Jeg kommer til at tænke på en tegneserie-stribe jeg læste i dot-com perioden. ”Striben” foregår i et direktionslokale fyldt med jakke/slips-klædte gamle mænd:

”They say that in the future there will be no need for the middle-men”……”problem is – WE are the middlemen”

(SMILER). Den er sød nok, - det var dengang vi troede at teenagerne med pizzaer og coladåser ville overtage verdensherredømmet. AOL købte TimeWarner i Januar 2000 da dot-com var på sit højeste. Internetselskabet der vel var knap 10 år gammelt, overtog den gamle hæderkronede medievirksomhed der omsatte 30 mia USD og som ejede distributionsretten til en MASSIV mængde musik, film o.m.a. (læst artiklen fra år 2000: http://www.pbs.org/newshour/bb/business/jan-june00/aol_01-10.html)

Hvorom alting er; Pladeselskaberne har glemt at følge med. Musikerne har måske også glemt at følge med? Nu er vi i hvert fald i en situation der er direkte omvendt af for bare 10 år siden. På daværende tidspunkt kunne man ikke tjene på at give koncerter, men man gjorde det for at markedsføre sin musik så man kunne tjene på pladedistributionen. Nu kan man kun tjene på at give koncerter – men ikke på distributionen af musikken. Det sætter en meget interessant ny dagsorden som jeg håber, vil give et mere varieret musikudbud. I dag kan enhver musiker indspille og udgive sin musik i ”CD-kvalitet”. Hans rolle bliver fremover at markedsføre den så flest muligt vil efterspørge hans koncerter, hvilket vil drive publikums-størrelsen op, og selvfølgelig prisen op på hans optræden. Det er her pengene skal tjenes – ved hårdt arbejde og ikke som tidligere hvor man indspillede en plade over et kalender-år, og så satte man sig passivt ned og så pengene vælte ind i kassen.

Jeg tror faktisk at fremtiden for musikerne bliver endnu mere konvergerende. Jeg ville da gerne hvis jeg havde tiden, etablere et musikselskab (pladeselskab) der skulle arbejde på en brandkonvergens imellem konsumerbrands og bands (bands & brands). Således at vi i fremtiden kunne se et band der ALENE understøttede et konsumerbrand med sin musik, og at sammensmeltningen imellem musiker-merchandise og rigtige consumer-products skulle være komplet. Vi har set Pepsi og Britney Spears – men hvad nu hvis Diesel (tøj-mærket) på et tidligt stade købte Robbie Willams, og iklædte ham de seneste product lines, og satte ham i verden som Robbie Diesel. Det ville have været en win-win aftale af de største. Fordi Diesel har brug for at købe reklamer massivt overalt for at sælge deres tøj. Mange af reklamerne vil være med lydspor på (TV og Biograf) og dermed ville Robbie Diesel få markedsført sin musik sammen med tøjet. I dag skal pladeselskaberne købe ham plads i de rigtige medier for at sælge musikken, for bare at sælge hans live optræden.

Med Robbie Diesel ville tøjet og musikken gå hånd i hånd og Robbie ville blot blive ansat i marketingafdelingen med f.eks. provisionsløn af sin musik men måske også af solgte tøjenheder og omvendt. Det er faktisk en rigtig sjov business-case! Tænk hvis man havde mere tid…

**(Har i nogen sinde tænkt over at nyhederne på DR hedder ”TV-AVISEN” ?? Ret morsomt – det er TO bæremedier sat sammen i ét ord, men ikke et ord omkring hvad produktet leverer – nemlig nyheder!). På TV2 hedder programmet Nyhederne.)

Q8 Kuwait Petroleums strategiske rundkørsel

2007-07-24T10:32:00.000+02:00

Det er imponerende hvordan timing og strategi kan åbne for og lukke af for markedsmuligheder. Det såkaldte ”window of opportunity” åbner og lukkes nu om dage med en hastighed svarende til et vindue i stormvejr – den hastighed hvorved man tvinges til at tage beslutninger er ændret. Nu skal det gå stærkt ellers går det galt. Jeg vil eksemplificere min pointe ved casen Kuwait Petroleum (Q8) - hvordan virksomheden har udviklet sig igennem en periode på 18 år ved skiftende strategier og skiftende ”vinduer” af muligheder.

Når jeg skriver om Q8 er det ikke som en total udenforstående – jeg trådte mine karrieremæssige barnesko i virksomheden, men retfærdigvis skal det siges at jeg var en meget lille fisk i virksomheden, og på ingen måde havde indflydelse på eller indsigt i selskabets officielle strategi. Men når jeg skriver om Q8 nu - så er det fordi jeg ser en ny trend F24 (ubemandet lavprisbenzin) dukke op hvor vi før havde servicesstationer, og dermed er ringen sluttet for en virksomhed med store strategiske udfordringer.

Jeg kommer til Q8 i 1988 – faktisk på et tidspunkt hvor det stadig hedder BP. Kuwait Petroleum køber på det tidspunkt BP i Danmark på lige fod med Gulf og vist nok et 3. selskab. Den bagvedliggende strategi er fra Kuwaits side (Q8 er for en stor dels vedkommende ejet af den Kuwaitiske Emir - sheik?) at man selv ejer hele logistikkæden fra der hvor olien kommer op af jorden – helt til den ender i raffineret form i benzintanken hos slutkunderne. Strategien er jo interessant nok hvis man er nervøs for at miste sin adgang til markedet og det må Kuwait Petroleum have været på det tidspunkt.

De servicestationer som Q8 overtager var små fedtede butikker med hovedfokus på service til kunder med biler (olie, skift en autopære, køb et luftfilter osv.) og det øvrige butikssortiment vil minde om en typisk fransk tankstation (der skal man være heldig hvis sortimentet i alt omfatter 10 Sneakers chokoladebarer). Butikkerne var præget af effekter til biler – og det var alt fra knop-skjulere til en trækkrog, til vinterdæk og -fælge.

Q8 har dog en anden vision. Man drømte om at smide bil-sortimentet ud – og fylde butikken med FMCG (hurtigtomsættelige forbrugsvarer som de førnævnte chokoladebarer). Faktisk går man så vidt at man efter et par års konverting af servicestationerne til små slikbutikker tager springet videre og forsøger at blive til små supermarkeder. Jeg husker perioden meget klart – det var en meget hård proces at slippe af med alle autoprodukterne, - men at lave en servicestation om til et minimarked var ufattelig hårdt arbejde. Kunderne var meget længe om at købe rejesalat samme sted hvor man året før fandt et oliefilter på hylden ved siden af en skruenøgle. Men Q8 går hele vejen, og man hyrer systematisk tidligere butiksbestyrere fra (bl.a. supermarkedskæden IRMA der skrantede bravt på pågældende tidpunkt). De nye bestyrere går med stor kampgejst ind i kampen for at skabe små supermarkeder hvor lugten af benzindamp knap var blæst væk.

Strategisk var det en interessant beslutning, man kan altid i bagklogskabens lys kritisere den, men det gav faktisk god mening på det tidspunkt. Kunderne fik mere travlt – og skulle have muligheden for at handle på vej hjem fra arbejde uden at skulle ud i et klassisk supermarked. Strategien haltede dog på et meget væsentligt punkt: Indkøbsvolumen. Det var umuligt for Q8 at få indkøbsvolumen til at få priserne ned i det niveau som de gamle IRMA-folk var vandt til. De forsøgte ellers bravt med at købe stort ind for at få større rabatter – men de glemmer at omsætningshastigheden i butikkerne er for langsom og at afskrivningerne øges og lagrene boomer. Jeg husker de store mængder af salater og leverpostejer jeg har kasseret igennem tiden – mens vi kæmpede for at få økonomi i dagligvareforretningen. Jeg fornærmer vist ingen ved at sige at strategien ikke rigtig lykkedes for Q8. Man stod nu med hyldemeter af varer med avancer på 10-15% hvor afskrivningerne var kæmpestore, hvor man tidligere først havde autodele til 60% avance, og siden FMCG til 30% i avance og høj omsætningshastighed og lav afskrivningsrate. Ferske dagligvarer i en lille volumen er ikke en god forretning!

Hvad sker der imens Q8 leger supermarked. Jo, forretninger som Bildillen og THansen opstår ud af det blå, og vokser til signifikant størrelse på relativ kort tid. Det som ejerne af disse virksomheder har set er at servicestationerne ikke længere tilbyder disse produkter og samtidig øges bilparken, den bliver mere individualiseret (styling & ekstraudstyr) og udbuddet af bilprodukter øges i det hele taget markant. Q8 efterlader altså et højprofit-marked til disse nye kæder der hverken har location, adgang til markedet, eller cashflow til at tage markedet. Men de hjælpes af en enorm efterspørgsel der pludselig ikke matches af et udbud.

Da jeg stod for at forlade Q8 i 1994 talte enkelte af os om det ikke ville være smart at indføre fastfood i kombination med de øvrige tankstationsydelser. Det ville matche godt kundernes krav til hastighed – og måske behovet for at kunne tage fastfood med på vej hjem hvor alligevel stopper ind på tanken for at hente slik eller tanke bilen. Forslaget blev overvejet - men afvist. Man fortsatte med at udbygge butiksarealerne og tage dagligvarer ind i butikkerne.

Efter afvisningen af forslaget om at give kunderne benzin og fastfood på servicestationerne, da gennemfører Q8 endnu en stor strategisk ændring. Man indfører Qvick-tanken og Qvick-vask der muliggør at kunderne kan slippe for at gå ind i butikken når de hhv. vasker og tanker bil. Tiltaget er i sig selv igen en god tanke – for kunderne var i stigende grad trætte af at stå i kø bag ham med letmælk og spegepølse - når man selv kun lige havde tanket bilen for 200 kr. Men hvis man lader kundeemnerne undslippe butikkerne – hvorfor udbygger man dem så med varer som kunderne ikke selv forbandt med servicestationer? Som benzinkunde må jeg indrømme at jeg elskede muligheden for at tanke og betale på forpladsen – og at jeg kunne købe 6,26 liter sprinklervæske på sprinklertanken og ikke SKULLE have de sidste 3 liter liggende skvulpende i bagagerummet - DET var da fantastisk. Problemet er at de sidste 3 liter tjener Q8 godt på – og jeg tog ALTID noget med fra butikken når jeg alligevel skulle ind og betale (ligesom broderparten af de andre kunder).

Imens Q8 leger med at holde kunderne ud af de butikker som man ellers øger i antal m2 og sortiment – der planlægger de største konkurrenter Shell og Statoil at indføre fastfood (!) og bakeoff (halvfærdig bagebrød) – og da konkurrenterne lancerer deres fastfoodkoncepter er Q8 håbløst bagefter – og Bildillen & THansen m.fl. er vokset yderligere, og markedet for bilstyling er vokset i takt med filmen ”The Fast and Furious”.

For at slutte min lange tænksomme overvejelse omkring Q8 så må jeg sige at dagen jeg pludselig så mig selv anskaffe et Shell-kort (og siden et Statoil-kort), da opdagede jeg hvor langt ude Q8 egentlig var kommet. I hvert fald i forhold til at kunne levere supplerende ydelser som kunderne med stort km-forbrug efterspørger (som jeg selv). Og det skal siges at jeg har haft rigtig mange gode år som ansat i Q8 og jeg faktisk netop af den årsag var kunstigt loyal overfor netop Q8 i rigtigt mange år efter. Nu er stikket så taget fuldt ud. Q8 laver flere og flere servicestationer om til F24 hvor man dybest set ikke får andet end ”tank” – og de få servicestationer der er tilbage virker som billige kopier af pioneerne på området. Shell – og Statoil. Det skærer mit hjerte men jeg oplever subjektivt at Q8 har tabt markedet og ”window of opportunity” med mindre man er gået tilbage til rødderne og udlever Sheiken/Emirens oprindelige strategi – at ville eje ”benzin-outlets” der sikrer Kuwait direkte adgang til slutkunderne.