Ejendomsmæglere og bilhandlere og andet godtfolk?

Jeg faldt lige over den her artikel, hvor boligsælgere giver ejendomsmæglere skylden for deres manglende salg: http://www.dinepenge.dk/bolig/artikel/desperate-saelgere-maeglerens-skyld

Ejendomsmæglere er kendt ved at være ekstremt hårdt provisionsaflønnet. Det betyder at når det går godt tjener de mange penge, og ønsker salær og priser sat op - men omvendt betyder det at når det går dårligt - som nu - så skal priserne ned.

Hvis omsætningshastigheden i markedet falder - som det jo gør - hvis skyld er det så at priserne går ned? Hvis ALLE ejendomsmæglere havde is i maven, og i princippet var ligeglade om der blev solgt til pris A eller pris B - ville prisen så falde som den gør nu?

Personligt oplevede jeg en HOME-mægler som satte mit hus til 13,8 mio for 9 måneder siden. Jeg havde måske selv syntes at 12,5 mio var en OK pris, men lod da HOME få lov at sælge det til den høje pris. De var jo eksperten og jeg kunne da godt bruge 1,3 mio ekstra (skattefrit!).

Efter et par vellykkede fremvisninger, var ejendommen flere gange i 2. eller 3. fremvisning, men prisen var lidt for høj. Så slår finanskrisen igennem med fuld kraft - og interessen falder og falder. På et tidspunkt bliver mægleren desperat. Det er tydeligt at han vil bare have prisen ned - MEGET ned! Jeg fornemmer at det ikke kun er fordi markedet sætter sig, men i lige så høj grad fordi mægleren havde voldsomme problemer med sin nu ikke-eksisterende månedsløn.

Jeg følte mig "solgt til" snarere end "solgt" som jo egentlig var meningen. Mægleren brugte en høj pris og store armbevægelser til at "få mit hus" - og mindre end 2 måneder efter, skulle prisen ned UNDER de andre mægleres vurdering af ejendommen. Paradoksalt ville mæglerens salær reduceres kun marginalt ved øvelsen - hvorimod ethvert nedslag var netto-kroner i millionklassen ud af min økonomi. En ulige situation.

Incitamentsmodellen var forkert. Mæglers incitament var kun at nedsætte prisen så han med minimum indsats kunne sælge ejendommen. Modsat mit incitament, som var en vis rank-ryggethed overfor grådige købere, og sikring af min opsparing.

Ydermere havde mægleren haft en lemfældig omgang med sandheden, og da kunderne efterfølgende talte med naboer osv og fik en anden forklaring var tilliden væk. Ikke godt. Der er en gammel sælger-regel der hedder: Hvis du ikke kender svaret, så sig "det vil jeg undersøge" i stedet for at gætte - med fare for at gætte forkert.

Nu sælger jeg boligen "sammen med" en mægler. Vi har et godt samarbejde om fremvisninger, hvor jeg selv tager et udvalg af dem, og salæret er nøje afstemt med vores salgsstrategi og det arbejde som er forbundet med at sælge ejendommen. Ret skal være ret og mægleren skal bestemt ikke arbejde gratis.
Huset ses iøvrigt her: http://www.realmaeglerne.dk/idsag.asp?sag=1410143&b=1

RÅD TIL BOLIGSÆLGERE MED FRIVÆRDI:
Få sat følgende pasus ind i enhver kontrakt med en ejendomsmægler.
"Ejendomsmæglerens salær nedsættes relativt med samme % som et eventuelt senere nedslag i salgsprisen vil reducere rådighedsbeløbet".

Sådan at hvis mægler skal have 200.000 kroner for at sælge huset - og kan pludselig vil have prisen sænket sådan at rådighedsbeløbet ("overskuddet") falder med 50% - så skal hans salær også sænkes med 50% til 100.000 kr.
Som sælger er du nemlig kun interesseret i én ting; at prisen sættes rigtigt fra starten, og at du ikke "sælges til" først - og så bliver klædt af bagefter.

Svært at sælge luksus

Jeg har lige haft en lille brunch på Café Bomhuset http://cafebomhuset.dk/site/

Lad mig først sige at de faktisk serverer en meget god brunch - den er gennemført speciel med mange varianter af "lidt af det gode", uden at være bedre end Café Europa eller MJ Coffee (tidligere MoJo). Der er altsammen ved siden af min pointe.

Også ved siden af min pointe er at jeg har i min storhedstid (før krisen) haft muligheden for at købe/sælge meget dyre huse, jeg har været på ret gode restauranter og prøvet/købt nogle temmelig hæderlige biler, designermøbler, business class på fly osv osv osv. Jeg er IKKE snobbet og slet ikke mega-rig - men alting i livet skal jo prøves mindst én gang herunder det søde liv, så jeg håber ikke du dømmer mig for hurtigt på det overfor skrevne. 

Min pointe her til morgen er, hvor svært det er at sælge luksus. Hvordan skal en ejendomsmægler sælge et luksushus til et par, når han selv bor i noget som er milevidt fra kundens behov, og han selv omgås mennesker med samme "moderate" huse. Grunden til jeg skriver dette er at jeg så en beskrivelse af et hus som jeg kender - det var beskrevet som "luksusindretning og bedste materialer" - men jeg er vel vidende at de mennesker som jeg har mødt igennem tiden som VIRKELIG er til luksus, ville synes at det var noget klamp. Men ejendomsmægleren har jo aldrig set rigtig luksus. Den dag blev det mig klart hvad det er Jan Fog muligvis kan. Han har set "varen" og kan derfor rigtigt sætte sig i sin kundes sted.

Jeg var ude for år tilbage og se på gode biler. Her gjorde det samme sig gældende. Sælgeren havde selvklart aldrig selv gået i købsovervejelser på tværs af de 3 bedste mærker i personbefordring, og kendte derfor udmærket deres egen bil - men sammenligne fordele/ulemper med de konkurrerende 2 mærker var ham umuligt. Før han blev sælger hos det pågældende bilmærke havde han solgt Ford! Og intet ondt sagt om Ford (jeg har selv haft en 3-4 Mondeoer) men det er MILEVIDT fra "rigtig bil".

Jeg vil ikke gentage historien om møbler og andet isenkram, men blot vende tilbage til den ellers udmærkede Café Bomhuset. Den dag jeg havde mit lille selskab til en brunch, da var der velsagtens 5 søde piger og 2 ditto fyre på arbejde. Vi var vel måske 14 gæster i Cafeen (og et antal udenfor). Vi var et selskab på 8 mennesker til brunch og det kostede mig små 3.000 kr. og som jeg skriver først - varen var faktisk iorden. Brunchen var lækker og økologosk, og omgivelserne var hyggelige.

MEN MEN MEN, når man har næsten mulighed for at mandsopdække sine selskaber, så bliver det dobbelt så irriterende når man ikke får service. Det er måden der serveres på, måden man taler til kunderne på, og den opmærksomhed man giver sine gæster. Sagen er at det var overmåde svært at komme i kontakt med personalet. Det værste var på et tidspunkt da jeg nedstirrede en servitrice for at få hendes opmærksomhed. Der råber hun fra bagsiden af baren " Jaah?!" igennem lokalet de ca. 5-8 meter hen til vores bord! DET er simpelthen så utjekket. Hun gad end ikke komme forbi for at høre hvad jeg mon ville. Jeg fik oplevelsen af at jeg forstyrrede pigernes indbyrdes samtale om hvad fritiden gik med igår - og hende her gad ikke gå ned til vores bord og forlade samtalen, hvis hun som på McDonalds kunne tage ordren via PA-systemet. 

Jeg vil ikke tærske langhalm på det, men jeg tænker tit: Her bruger man oceaner af penge på at tiltrække sin målgruppe (hvilket er svært) og så når de endelig besøger butikken, så vanrøgter man dem ved at hyre en flok sælgere/servicepersonale som aldrig SELV har oplevet service, luksus, eller god betjening. Når nu butikken i fremtiden ikke kan få økonomien til at hænge sammen, så skal de bare ringe til mig og bede om hjælp, for jeg ved udmærket hvor kæden hopper af! Sørg for SØREN for at hyre kvalificeret personale til din forretning hvis du sælger varer eller ydelser i højsegmentet, for her forventer kunderne altså noget specielt!