Man kan jo lave bevidste fejl som Equinox Fitness "Du skal bare komme en gang i ugen" ..."i ugen?" Det hedder det vist kun omkring Vejle og Århus? Man taler normalt om at komme en gang "om ugen". Når så radioreklamen kører den samme sætning nærmest hypnotisk igen og igen på de 20 sekunder reklamen varer - så bliver jeg helt kold!
Værre er det med Statoils reklame hvor man kan få en [Hog Dåg] og en cola for en eller anden tilbudspris. [Hog Dåg] siger speakeren der lyder som en pige på 18 1/2 år. Jeg håber ikke den marketingansvarlige hos Statoil har hørt den reklame inden den blev lanceret, for var han min så var han blevet fyret. Det heddet Hot Dog (englsk lydskrift velkommen).
Nu har The Voice så en reklame for et eller andet som er meget [æs-klusivt].
Fnys! Det hedder IKKE [æs-klusivt] - det hedder eksklusivt - der er faktisk et "k" i det ord!
(update: Hørte det igen, det er The Voice Mobil - deres eget mobilselskab som åbenbart er "æs-klusivt" - hvad det så end betyder i den henseende?)
The Voice kender heller ikke forskel på en Aktion og en Auktion. På The Voice kan man sætte politiet i aktion, på lige fod som at sælge noget på [ak-sjon]. Kære venner - det hedder AUktion!
Det hedder jo heller ikke [ler-postaj] eller [hon-klæder].
Jeg ved godt at vi alle ikke er perfekte i sproget - men når man laver radioreklamer, og tillige afkræver kunderne penge for arbejdet, så skal det altså bare være sprogligt korrekt. I min optik i hvertfald.

0 kommentarer:
Send en kommentar