Robbie Diesel og pladeselskaberne

Pladeselskabernes deroute

Jeg må indrømme at min første rigtige karriereplan gik på at blive professionel musiker. Det er åbenlyst for enhver at det ikke gik sådan, men ikke desto mindre så havde jeg en meget lang og hård kamp med pladeselskaber, som da jeg var yngre var det hellige Mekka man som musiker SKULLE valfarte til med sine kompositioner. Der var mange myter om hvordan man fik den forgyldte pladekontrakt. Sjovt nok lykkedes det for en af mine bekendte fra barndommen; Søren fra Aqua. Han nåede det inden det blev for sent. 

Jeg blev inspireret da jeg læste artiklen i Computerworld Online http://www.computerworld.dk/art/40712?cid=1&a=cid&i=1&pos=8 om pladeselskabernes problemer med distribution af musik online. For den første (og eneste) pladeselskabs-kontrakt som jeg nåede at læse, indeholdt en meget omfattende klausul omkring retten til at distribuere via alle kendte og ukendte medier (herunder Internet der ikke var kendt da jeg ville være musiker). Den klausul har åbenbart ikke været udbredt i hele branchen eller også er tolkningen faldet ud til kunstnernes fordel. 

Som gammel musiker må jeg smile lidt af pladeselskabernes problemer i dag. Når man tænker tilbage i historien så har disse selskaber haft en stor magt, en magt som er gradvis udvandet næsten med eksponentiel hastighed over de sidste 50 år. I dag har de næsten igen magt – eller burde ikke have det! 

I starten var man som musiker hensat til at lade pladeselskabet investere voldsomt i indspilningen af musikken, simpelthen fordi studie-udstyret var vanskeligt at betjene og kostede en mindre formue. De aller første optagelser kunne end ikke kopieres – så under indspilningen havde man en masse ”optagere” stående i lange rækker når musikeren indspillede sin musik, - og når indspilningen var færdig, kunne man gentage processen hvis man ønskede flere ”plader” af den samme musik. Det var en hård proces. Pladerne sad typisk i Jukeboxe dengang.

Pladeselskaberne investerede i denne proces og fik sit afkast af senere solgte plader. Optagelsen af musik på ”plader” startede så tidligt som over 100 år siden, og den første krise i pladebranchen opstod i 20’erne da kommercielle radiostationer begyndte at opstå og deres musikudbud medførte et drastisk fald i pladesalget, fordi folk nu kunne høre musikken i radioen helt gratis! Helt galt gik det som bekendt ikke, da radioerne fungerede som markedsføringskanal, og kvaliteten af musikken på vinyl var højere end via analoge radiobølger.

Pladeselskaberne havde en utrolig magt, da de sad på hele distributionen af musikken. Hvis de ikke distribuerede pladerne ud til markedet, så tjente kunstneren ingen penge på sin musik. Så simpelt var det. Og kunsterne var gode til musik – men dårlige til markedsføringen. Da vinyl-pladen blev introduceret, kunne man ramme massemarkedet med musikken, og det blev fantastisk lukrativt at være musiker og pladeselskab. Tænk at have en grænseindtjening på ca. 50 kroner på en plade der måske kostede 5 kroner at fremstille. Det var datidens softwarefirmaer (indtjeningsmæssigt). Da vinylen erstattedes med CD’er kunne pladeselskaberne sælge de SAMME plader til de SAMME kunder én gang til! Med stor profit som resultat, da musikken jo allerede var indspillet, og ny fyldte de kun det halve. Det var de gyldne tider. Kunstnerne smilede også, fordi de fik royalties endnu engang selvom man i teorien som kunde havde betalt for rettigheden til at afspille deres musik én gang. Men det kunne ingen jo efterprøve.

Lur mig om ikke pladebranchen allerede så småt dengang begyndte at gå og glæde sig til CD’ens efterfølger – i forventningen om at de så endnu engang kunne sælge de samme indspilninger til de samme kunder endnu engang. Det må have været noget af en streg i regningen at konstatere at næste distributions-bølge end ikke involverede pladeselskaberne. Nu kunne brugerne selv konvertere musikken til en computer-fil, og dele den med i princippet hele verden via Peer-to-Peer http://en.wikipedia.org/wiki/File_sharing teknologien via Internettet. Ups! Den udvikling var der vist nogen der overså. Det er jo med en vis stolthed at vi har faderen til teknologien med dansk ophav. (Janus Friis http://en.wikipedia.org/wiki/File_sharing). Ydermere kan musikerne nu selv indspille deres musikvideoer, og udgive dem på ww.Utube.com Det enste man mangler nu på Utube er en ”playlist” – og så har man MTV On Demand uden de tåbelige studieværter og deres snak. Det bliver en sjov udvikling at følge.

Jeg vil ikke være skadefro, og så alligevel jo! Jeg har det sådan med pladeselskaber, at jeg synes de har været for arrogante og selvfede i årevis, og at de nu totalt har misset udviklingen i markedet kan jeg godt smile af. Bare navnet siger jo det hele:

”PLADE-selskab” !

Det er et selskab hvis kernekompetence ligger i distribution af et bæremedie** – og IKKE selve musikken. Bare ærgerligt når markedet ikke længere vil have plader, men fortsat gerne vil have musikken. Så er man ramt af mediekonvergens og må enten finde en ny levevej, eller ændre strategi til at blive et MUSIK-selskab i stedet for.

Jeg kommer til at tænke på en tegneserie-stribe jeg læste i dot-com perioden. ”Striben” foregår i et direktionslokale fyldt med jakke/slips-klædte gamle mænd:

”They say that in the future there will be no need for the middle-men”……”problem is – WE are the middlemen”

(SMILER). Den er sød nok, - det var dengang vi troede at teenagerne med pizzaer og coladåser ville overtage verdensherredømmet. AOL købte TimeWarner i Januar 2000 da dot-com var på sit højeste. Internetselskabet der vel var knap 10 år gammelt, overtog den gamle hæderkronede medievirksomhed der omsatte 30 mia USD og som ejede distributionsretten til en MASSIV mængde musik, film o.m.a. (læst artiklen fra år 2000: http://www.pbs.org/newshour/bb/business/jan-june00/aol_01-10.html)

Hvorom alting er; Pladeselskaberne har glemt at følge med. Musikerne har måske også glemt at følge med? Nu er vi i hvert fald i en situation der er direkte omvendt af for bare 10 år siden. På daværende tidspunkt kunne man ikke tjene på at give koncerter, men man gjorde det for at markedsføre sin musik så man kunne tjene på pladedistributionen. Nu kan man kun tjene på at give koncerter – men ikke på distributionen af musikken. Det sætter en meget interessant ny dagsorden som jeg håber, vil give et mere varieret musikudbud. I dag kan enhver musiker indspille og udgive sin musik i ”CD-kvalitet”. Hans rolle bliver fremover at markedsføre den så flest muligt vil efterspørge hans koncerter, hvilket vil drive publikums-størrelsen op, og selvfølgelig prisen op på hans optræden. Det er her pengene skal tjenes – ved hårdt arbejde og ikke som tidligere hvor man indspillede en plade over et kalender-år, og så satte man sig passivt ned og så pengene vælte ind i kassen.

Jeg tror faktisk at fremtiden for musikerne bliver endnu mere konvergerende. Jeg ville da gerne hvis jeg havde tiden, etablere et musikselskab (pladeselskab) der skulle arbejde på en brandkonvergens imellem konsumerbrands og bands (bands & brands). Således at vi i fremtiden kunne se et band der ALENE understøttede et konsumerbrand med sin musik, og at sammensmeltningen imellem musiker-merchandise og rigtige consumer-products skulle være komplet. Vi har set Pepsi og Britney Spears – men hvad nu hvis Diesel (tøj-mærket) på et tidligt stade købte Robbie Willams, og iklædte ham de seneste product lines, og satte ham i verden som Robbie Diesel. Det ville have været en win-win aftale af de største. Fordi Diesel har brug for at købe reklamer massivt overalt for at sælge deres tøj. Mange af reklamerne vil være med lydspor på (TV og Biograf) og dermed ville Robbie Diesel få markedsført sin musik sammen med tøjet. I dag skal pladeselskaberne købe ham plads i de rigtige medier for at sælge musikken, for bare at sælge hans live optræden.

Med Robbie Diesel ville tøjet og musikken gå hånd i hånd og Robbie ville blot blive ansat i marketingafdelingen med f.eks. provisionsløn af sin musik men måske også af solgte tøjenheder og omvendt. Det er faktisk en rigtig sjov business-case! Tænk hvis man havde mere tid…

**(Har i nogen sinde tænkt over at nyhederne på DR hedder ”TV-AVISEN” ?? Ret morsomt – det er TO bæremedier sat sammen i ét ord, men ikke et ord omkring hvad produktet leverer – nemlig nyheder!). På TV2 hedder programmet Nyhederne.)