Mange har prøvet, og der florerer mange gode vandrehistorier omkring at det ikke er nemt at outsource til offshorelande. Men nu er en ny udfordring opstået – krisen om Muhammed-tegningerne fra Jyllands Posten.
I dag er lande som Bangladesh, Indien og Pakistan hvirvlet ind i krisen, og det tilfører en ny dimension til de klassiske risiko-scenarier man typisk foretager inden man vælger outsourcing-region. Det interessante er at man næsten ikke kan forudse hvilke lande der vil få problemer, og hvilke der vil lykkes. Hvert år bidrages med en ny dimension af udfordringer der skal med i outsourcing risiko-analysen.
I den tid som RazorSkills har eksisteret har vi oplevet dels den ”orange revolution” i Ukraine, der meget vel kunne have sluttet en ellers lempelig politik for udenlandske investeringer i landet . Det endte heldigvis lykkeligt. Nu har vi så religionskrigen om Muhammed-tegningerne der påvirker mange store outsourcinglande, herunder det nye og spirende Bangladesh som vi besøgte for nylig. Men også lande som Indien, Pakistan, Indonesien, og Filippinerne samt lande som Egypten og Tunesien er nu omfattet af krisen.
Den klassiske outsourcing-business-case starter med motivet om lavere omkostninger men omfatter ca. 20 andre områder der skal vurderes og analyseres. Herunder findes organisationsspørgsmål, opgaveoverdragelsesprocedurer, projektmonitorering. Men Der hvor kæden hopper af er, hvad gør man hvis det setup man har investeret i, pludselig gøres ukampdygtigt af eksterne politiske faktorer uden for ens egen kontrol?
Det er i en situation som den vi har nu, at vi er glade for vores strategi om uvildige men på forhånd kvalificerede underleverandører. Vi udvikler en del i Indien og overvejede Bangladesh (læs indlægget tidligere i Blog’en), men vi kan faktisk nu risikere at blive tvunget til at flytte mange projekter fra den islamiske verden, til andre og mere stabile regioner. Det kan RazorSkills heldigvis gøre med kun 1-3 ugers varsel, fordi vi strategisk har valgt en ”no ownership strategi”, og vi i vores kontrakter altid kan flytte produktionen til nye lande hvis den i dag anvendte region bliver ustabil.
Vi vil ikke eje vores udviklingscentre da det medfører en masse ulemper der ikke kan opvejes ved evt. fordele ved ejerskab af udviklingscentrene. Desuden tvinger det os til at være effektive i vores samarbejdsproces, da vi ikke får vænnet os selv til at have danskere i udlandet som ”sutteklud” til når man ikke kan få det til at fungere. Vi har på den baggrund lavet rutiner der virker – og retfærdigvis skal det tilføjes at vi kan få 5 udenlandske projektledere for prisen af én dansk udstationeret projektleder.
Det er derfor meget naivt at tro at en dansk virksomhed kan drive et udenlandsk udviklingscenter ligeså cost-effektivt som de lokale selv kan! Jeg medgiver at vi måske kan lære dem lidt om at drive forretning, men de kan selv overraskende meget, og alene omkostningsforskellen sender danskeren hjem med første fly. Kan de ikke styre et udviklingsprojekt uden at en dansker er til stede er det et forkert team - så nemt er det.
Vi overvejer nu hvordan situationen forløber i de Islamiske områder og glæder os over at vores udviklingsselskab er fra Irland. Der er vist ingen Irske aviser der har trykt de berømte tegninger. Ellers så vil vi sørge for at holde lav profil med de danske kontrakter og sørge for at de enten er placeret i ikke-islamistiske lande, eller at vi kan flytte dem med kort tid. Verden er fuld af kompetente mennesker, det glæder vi os over hver gang der sker uventede ændringer i outsourcing-verdenen.
Indlæg
